Robert Redford og Paul Newman.
Butch Cassidy and the Sundance Kid, som på dansk fik titlen Butch Cassidy and the Kid – end ikke filmguderne ved næppe hvorfor – er en western fra 1969 instrueret af George Roy Hill. Han er manden bag flere klassikere, bl.a. Sidste stik – også med Robert Redford og Paul Newman – samt Verden ifølge Garp med Robin Williams.
Filmen er baseret på den mere eller mindre sandfærdige fortælling om to berygtede tog- og bankrøvere, der opnåede så stor succes, at de fik det tilsvarende berømte, private vagtværn, Pinkterton-detektiverne, på nakken. De navngives ganske vist ikke i filmen, men historiebøgerne om den dristige duo afslører, det er Pinkerton, de har i hælene.
Der er mange sandfærdige detaljer i handlingen, og selvom den følger deres beretning fra storhed til fald med væsentlig nøjagtighed, er der ikke mange overflødige afstikkere, som det nu og da hænder, når film følger rigtige menneskers liv.
Flugten fra Pinkterton
Den er naturligvis dramatiseret og til en vis grad romantiseret. Man kender f.eks. til deres røverier, flugten fra Pinkerton og deres formodede død i Bolivia. Men man ved jo ikke, hvad de har talt om, og hvordan hvert et øjeblik udspilledes. Her har filmmagerne digtet og skabt handling, drama og action, som fungerer på det store lærred.
De bedste dele af filmen, er den nævnte flugt og den store finale. Pinkerton portrætteres som nærmest overnaturlige forfølgere, der omgår alle duoens forsøg på at smide dem af sporet. Det er næsten uhyggeligt. I hvert fald spændende. Tilsvarende er finalen et imponerende showdown, der vakte minder om en anden berømt skudduel, nemlig den i filmen Heat. Det er rigtigt godt filmhåndværk.
Tonen er mere ujævn. Der er dele af filmen, hvor humoren tager over, og her er tale om slapstick-humor a la gamle stumfilm. Det er stadig udmærkede scener, nogle er endda klassikere i sin egen ret, f.eks. Paul Newmans cykeltur med yndige Katharine Ross på styret til tonerne af B. J. Thomas’ muntre Raindrops Keep Falling on My head. Et kreativt valg flere tvivlede på dengang, men publikum elskede det.
Dovne og ret uduelige
Til gengæld fortjener filmen den ros (ud over det gode håndværk og de nævnte dele med drama og spænding), den ikke oversælger de to hovedpersoner. Selvom de er charmerende gavtyve, er de også dovne og ret uduelige. At røve er nærmest deres eneste mulige levevej, og de smider pengene om sig, når først de har dem i hænde.
Selvom de får en stor finale, et såkaldt ”Blaze of Glory,” er det et fald fra det gode liv i USA, før de blev for stor en torn i øjet på myndighederne og banksektoren. Samtidig minder filmen os også om, i hvert fald kortvarigt, at de ikke bare stjæler fra velernærede bankdirektører, men alm. borgere.
Der er en alvor bag de kække smil, og sammen med det flotte håndværk og de gode, lange dele af filmen, trækker det min bedømmelse højt op. Det er primært den ujævne tone, som trækker lidt ned, selvom jeg anerkender, at alle dele af filmen i sig selv er god underholdning.
