The Craft

Robin Tunney, Fairuza Balk, Rachel True og Neve Campbell.

The Craft, også kendt på dansk som Den onde cirkel, er en ungdomsgyser fra 1996 skrevet og instrueret af Andrew Fleming. Han er manden bag bl.a. filmatiseringen af Nancy Drew.

Robin Tunney (The Mentalist), Neve Campbell (Scream), Fairuza Balk (Return to Oz) og Rachel True (Embrace of the Vampire) er en venindeflok med lige dele sortsyn og hang til sort magi. Det kan kun ende galt.

Det er en nostalgibombe fra min egen ungdom. Musikken, de unge kvinder, især Fairuza og Neve, samt den gotiske farvelade, er en effektiv tidsboble. Den oser af stemning og grumsede MTV-toner.

Som ungdomsfilm er den fin. De fire outsidere er sympatiske karakterer indtil filmen knækker. Niveauet matcher genren samt det unge publikum. Det er ikke en ny The Breakfast Club, snarere en dyster Weird Science.

Rigtigt uhyggelig bliver den aldrig. Den ligger tættere på dark fantasy end decideret gys. Samtidig er finalen ufrivilligt morsom pga. de unge aktørers teatralske skuespil.

Men den er ganske underholdende. En blanding af Carrie, Scream og måske Clueless. Se den for at nyde tilbageblikket. Hvis du ikke var der, da Fairuza fløj til Bloksbjerg, vil den måske lande på halen. Men jeg nød den.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.