The Dark Tower er en amerikansk fantasy-western skrevet og instrueret af danske Nikolaj Arcel. Han er også er manden bag den dobbelte sølvbjørnevinder samt Golden Globe- og Oscar-nominerede En kongelig affære.
Filmen er (meget) løst baseret på Stephen Kings romanserie af samme navn, der tæller 8 bind i alt. Flere filmmagere – heriblandt J. J. Abrams og Ron Howard – har arbejdet på en filmatisering siden 2007, før den landede i skødet på Nikolaj. Gennem årene er ambitionerne skrumpet fra en filmserie på 7 – det var før King skrev det 8. bind – til en kombineret trilogi + TV-serie. Men det endte alt sammen med denne, en enkelt film.
Mystiske drømme
Handlingen følger Jake Chambers, en ung knægt i New York, der drømmer om et mørkt tårn, en mand i sort og en mystisk revolvermand. Jake er overbevist om, hans drømme er virkelige og på en eller anden måde forbundet til en række jordskælv, som har plaget verden i et stykke tid.
Hans mor er bekymret, og da hun modtager et behandlingstilbud fra en psykiatrisk klinik, og hendes nye mand, Jakes stedfar, gerne vil have Jake ud af vagten, så han kan få hende for sig selv, lader hun sig overtale til at give det en chance.
Men Jake kan fornemme, at noget er galt, så han flygter til et gammelt faldefærdigt hus fra en af sine drømme, og her finder han en portal til en anden verden.
Anmelderne slagtede den, og hverken filmgængere eller King-fans var venligere stemt. Kritikken går på alt fra castingen af Idris Elba og de mange, mange ændringer – det er praktisk talt en helt ny historie, der nøjes med at låne elementer fra Kings romaner – til historien og Nikolajs håndværk.
Positivt overrasket
Mine forventninger var helt i bund, og jeg må sige, at jeg blev mere end positivt overrasket. Hvis man kan acceptere, at man ikke får den historie, man har læst og holder af. Hvis man kan lægge skuffelsen og utilfredsheden bag sig, hviske tavlen ren og sætte sig foran flimmeren med åbent sind. Ja, så er det slet ikke en tosset film.
Man kan stadig rejse den kritik, at spilletiden er en anelse kort. Det rammer karakterudviklingen og de indbyrdes forhold i mellem karaktererne. Men jeg kan sagtens komme i tanke om mange andre film, hvor det står langt værre til.
Når man skraber negativiteten af den brankede overflade, får man en klassisk fantasy-fortælling om kampen mellem gode og onde kræfter med et western-tvist.
Jeg kom til at tænke på The NeverEnding Story, fordi begge fortællinger veksler mellem en magisk verden og vores egen virkelighed, hvor de finder en usandsynlig helt i en helt almindelig dreng.
Filmatiseringen af Michael Endes fantastiske roman er naturligvis på et andet niveau, men Nikolajs film gav mig af alligevel lidt af den samme eventyrstemning. Det var en meget bedre film, end jeg havde regnet med.
Jeg står sikkert alene med den holdning, men jeg var godt underholdt.
