Alice Creed (Gemma Arterton) er en rigmandsdatter, der bliver bortført af to tidligere straffede personer, som håber på en hurtig gevinst i form af en klækkelig løsesum.
Det meste af handlingen udspiller sig i den lille lejlighed, hvor de holder hende fanget, og den fokuserer på det psykologiske spil i mellem hende og kidnapperne – og hendes forsøg på at finde en udvej.
Man kan kalde den en moderne sexploitation-film, for den bruger god tid på hendes ydmygelser. Der er masser af nøgenhed, og de har ikke snydt med blinde vinkler og dunkel belysning. Hun tilbringer også en del af tiden kneblet og lagt i håndjern, så der er lidt til en hver smag.
Men den undgår samtidig de værste klichéer. Selvom handlingen svinger over i sexploitation-genren i flere omgange, byder den på mere end det.
Jeg vil ikke afsløre for meget, men jeg synes, den rummer en vis anstændighed også, selvom den viser os nye sider af Bond-pigen frk. Arterton.
Måske ville den ikke have fået samme opmærksomhed uden det primitive lokkemiddel, men den vælger heldigvis at fastholde vores opmærksomhed med en god historie i stedet for bare at give os mere nøgenhed.
