The Flash er en superhelteserie fra 2014. Det er den anden serie i det såkaldte Arrowverse, der pt. tæller Arrow og Supergirl ud over The Flash.
Superhelten er ham, vi i gamle dage kaldte Lynet. Ikke Jens Lyn. Bare Lynet. Han er en superhurtig superhelt. Endnu hurtigere end Superman. Men superfart er hans eneste superevne.
Okay, til en vis grad har han også superstyrke og superheling. Han heler i hvert fald hurtigere end almindelige mennesker, og han demonstrerer ofte, han kan samle personer op og løbe superhurtigt med dem i favnen.
Hans navn er Barry Allen. Han arbejder som retsmedicinsk videnskabsfyr (?) hos politiet i Central City. En dag bliver hans laboratorium ramt af lynet, og han selv samt en reol fuld af kemikalier havner i skudlinjen. Kombinationen af den kemiske cocktail og lynets enorme kræfter forvandler ham til verdens hurtigste mand.
Verdens hurtigste mand?
En spøjs detalje ang. titlen som verdens hurtigste mand. Han introducerer sig selv sådan i seriens introduktion. Jeg har hørt ham sige det hundredvis af gange. Sådan føles det i hvert fald. Men han kæmper igen og igen mod andre speedstere (som de kalder sig), der – i hvert fald indledningsvist – er hurtigere end ham.
Det er i øvrigt en anden detalje. Kritikere af superhelte påpeger ofte, at de altid kæmper mod onde versioner af sig selv. Såkaldte onde tvillinger. Det er ikke engang løgn. Jeg vil ikke remse dem alle op, men de har alle en eller flere skurke, der er som spejlbilleder.
The Flash tager dette til helt nye højder. I de første tre sæsoner er hver eneste sæsonskurk en anden speedster. Derudover får Barry flere og flere allierede, der også er speedstere.
Godhjertet spejderdreng
Anyway. Det er en fin superhelteserie, der minder mig om de klassiske superheltefilm. Barry er en nørdet, godhjertet spejderdreng, og som superhelt er han lige sådan. Ikke overraskende bliver han og Supergirl bedste veninder på et splitsekund.
På mange måder kan jeg lide den bedre end Arrow, fordi den vækker minder om de gamle film, og den rummer en masse fantasifuldt science fiction-agtigt superheltegejl. Tidsrejser, alternative dimensioner og meget andet. Det er spraglet og kulørt, og det er lige mig.
Jeg frygter, den kan miste pusten, som lange serier ofte gør. Men indtil videre hygger jeg mig.
Du kan se den på Netflix.