The Flash er en actionkomedie fra 2023 instrueret af Andy Muschietti. Han er bedst kendt som manden bag Mama og genindspilningen af Stephen Kings IT. Det er den 13. DCEU-film – og en af de sidste i det synkende filmunivers.
Handlingen er delvist baseret på tegneserieværket Flashpoint, som nulstillede hele universet og skabte den udgave, de kalder New 52. Der har naturligvis været mange spekulationer om denne films rolle i James Gunns forestående reboot.
Mere om dette senere. Jeg advarer inden, så du kan undgå spoilere, hvis du gerne vil se den og være uforberedt på overraskelserne.
I filmen opdager Barry Allen, han kan rejse tilbage i tiden, hvis han løber hurtigere end lysets hastighed. Han beslutter at redde sin mor, som blev myrdet af en indbrudstyv, da han var barn. Men det fucker hele tidslinjen op, og pludselig er intet, som det plejer.
Jeg elsker tidsrejsehistorier, og der er masser af subgenreguf i DCEU’s version af Back to the Future. Du får dobbeltgængere, alternative udgaver af velkendte karakterer og begivenheder, snørklede forviklinger og meget andet tidsrejselir. Plottet fejler faktisk intet.
DCEU slingrer
Tonen er en anden snak. Indledningen er forbavsende fjollet, og det føles mere som en Taika Waititi-film (Thor: Ragnarok og Love and Thunder). DCEU har bevæget sig langt fra det oprindelige udgangspunkt.
Det bliver lidt bedre i løbet af filmen, men det skaber en ubalance, og man spekulerer uundgåeligt på, om de (endnu engang) har ændret på deres eget oplæg midt i produktionen. Det eneste pålidelige ved DCEU er åbenbart, at de slingrer.
CGI’en er den største elefant i klædeskabet. Den er ikke gennemgående ringe, men der er scener, hvor den er mindre end halvbagt. Det går især ud over mennesker, og det er ekstra tydeligt i de mange slow motion-scener.
Det er godt at se Michael Keaton som Batman igen. Men han er naturligvis gammel. I mange scener er han rigtigt god, og de bruger ham godt. I enkelte falder han ved siden af. Han er mest troværdig som strategen og den vise mentor-type.
Sasha Calle som Kara Zor-El aka. Supergirl.
Sasha Calle (The Young and the Restless) er en alternativ udgave af Supergirl, og hun er ret god, selvom hendes fortælling er kort. Hvis ikke Gunn smækker alle døre bag sig, ville jeg gerne se mere med hende.
Der er flere nostalgiske cameos, og nogle er sjove at se. Men ingen af dem passer naturligt ind i historien. Det er snarere fanservice og en slags afskedsnumre.
Som altid foretrækker jeg at fokusere på det positive, og jeg kan lide mange ting ved historien, plottet, karaktererne og deres udvikling. Med forbehold for fejlene her og der, er det en underholdende superheltefilm.
Advarsel! Spoilere i resten af anmeldelsen!
Som du formentlig ved, har der været mange spekulationer om filmens rolle i Gunns reboot. Det er ikke underligt, da Flashpoint spiller sådan en rolle i tegneserierne. Men de har ikke anvendt filmen sådan. Den lukker i stedet ballet med en intern joke.
Med andre ord: hvis filmen nulstiller noget som helst og skaber et nyt fundament for Gunn, holder den kortene tæt ind til kroppen. Den afslører intet derom. Ingen appetitvækkere. Ingen ledetråde eller antydninger. Intet.
De har altså ikke brugt filmen, som alle troede, de ville. I stedet har de fortalt en historie med en slutning. Farvel og tak.
