Østrigske Katharina Sporrer som texaneren Amanda Jennings.
The Girl in the Trunk er en dansk, men engelsksproget indiethriller fra 2023 skrevet og instrueret af Jonas Kvist Jensen. Han er også manden bag Mors dag, som min gode filmmakker, Ruben Greis, skrev manuskript til og introducerede mig for.
Denne gang inviterede hr. Greis mig til premiere i Aarhus – med både bobler og filmens giraffer på begge sider af kameraet. Vi kiggede på dem, talte lidt med dem, og lokkede dem til at skrible en hilsen på filmens plakat. De var alle søde mennesker.
Filmens titel er sigende. Faktisk foregår det meste af handlingen i det omtalte bagagerum. Langt mere end sammenlignelige film på få eller én lokation. Jeg tænkte et par gange på Gerald’s Game, hvor Carla Gugino havner i en dobbeltseng lænket til sengestolperne.
Noget lignende sker også for Gemma Arterton i The Disappearence of Alice Creed. Men hr. Jensen har altså skrumpet sin enlige lokation til få kvadratmeter, og han viger ikke fra dem med flashbacks og handling blandt andre karakterer. Det hele foregår i real-time hos pigen i bagagerummet.
Medrivende og underholdende
Det må være en stor udfordring. Ikke blot at filme, men også at forvandle til en medrivende og underholdende historie. Men det er faktisk det, filmen lykkes allerbedst med. Trods trange rammer i bogstavelig forstand, er der masser af handling og sågar action. Den bliver aldrig kedelig.
De to hovedpersoner, bagagerumspigen og hendes kidnapper, er stjernerne i ordets mest fyldige betydning. De leverer fuldgode præstationer med masser af bund og psykologisk tagfat. Du får en lille, men vigtig omgang karakterudvikling, en god portion mystik og lutter vellykkede scener med både drama og intense thrills.
De spilles af hhv. Katharina Sporrer og Caspar Phillipson. Hun er en østrigsk skuespiller, og jeg kan ikke umiddelbart udpege nogle gode referencer på hendes filmografi. Det må jeg overveje at ændre på, for hun er god i Jensens film.
Phillipson er dansker, og han har til gengæld gjort sig bemærket i rollen som John F. Kennedy i flere omgange, bl.a. i Blonde, som jeg så sidste år. Hans rolle i Blonde er kort, men yderst bemærkelsesværdig – både på den kontroversielle måde, men også den gode måde, hvis man kan lide at blive overrasket og taget med på en rejse, man ikke forventer.
God film – uden forbehold
Han er rigtigt god til at spille forfærdelige karakterer. Det er utvivlsomt et scoop, at de har fået fat i ham til rollen, og man kan da håbe på instruktørens vegne, at Phillipsons JFK-berømmelse (han har trods alt spillet den amerikanske præsident hele fire gange) kan skabe lidt ekstra opmærksomhed om filmen og åbne nogle spændende, nye døre.
Det er en lille film fra et af filmindustriens mange B-hold, men der er sket et kvantespring siden Mors dag. Jeg må se at få set nogle af de mellemliggende film, instruktøren har begået. Han har i hvert fald flyttet sig rigtigt meget, og dette er en god film uden forbehold.
Man kan godt udpege enkelte detaljer her og der, som ville tage sig bedre ud i en større produktion. F.eks. scener, hvor de har været nødt til at vælge en billigere løsning. Jeg vil ikke afsløre selve indholdet. Samt nogle af de små rollers amerikanske accenter. Småting her og der.
Men jeg vil hellere belønne ambitionsniveauet og alle de mange, mange ting, de er lykkedes så godt med. Den fortjener alle de varme anbefalinger, jeg kan mønstre.
