Blonde er en fiktiv biografi fra 2022 baseret på en roman af Joyce Carol Oates. Den handler om Norma Jean Mortensen, bedre kendt som Marilyn Monroe, men det er som nævnt en fiktiv fortælling, ikke en faktuel biografi.
Filmen begynder, da Norma er barn. Hun bor alene med sin mor. Faderen er en kendt filmstjerne, hævder moderen, men han droppede hende, da hun blev gravid. Da moderen får et sammenbrud, ender Norma på et børnehjem.
Det er en barsk omgang. Du får ikke en romantiseret historie om hendes glamourøse liv som feteret Hollywood-ikon. Men det ville også være mærkeligt, for hendes rigtige liv var hårdt. Som du måske ved, begik hun selvmord i en ung alder. Hun blev 36 år.
Den har fået kritik af samme grund. Måske havde folk forventet et glansbillede eller i det mindste en mere nedtonet version? Mange har kritiseret voldtægterne, men de fleste ved formentlig, den slags desværre foregik.
Tragisk fortælling
Andre har kritiseret den for at have et anti-abort-budskab. Man kan godt se det sådan, da den går til hændelsen uden at lægge fingre i mellem. Men man kan også sige, den illustrerer hovedpersonens følelser.
Endelig er der utvivlsomt nogen, som ikke bryder sig om portrættet af den amerikanske præsident.
Men den er ikke kun barsk og dyster. Der er også glædesstunder. De udspringer ikke af hendes karriere, men af hendes private liv. Når hun ikke er Marilyn, men Norma Jean. Når hun oplever kærlighed. Ægte kærlighed.
Desværre er lykken kort. Intet varer evigt. Det er en kliché, men det er også en sandhed.
Den har fået ratingen NC-17 i USA. Det er den højeste rating, hvor man skal være fyldt 18 for at se den. Men den er ikke så eksplicit, som den rating antyder. Det er formentlig ét klip (to gange), som har udløst ratingen.
Du skal derfor ikke forvente, den svælger i vold og overgreb hele tiden. På ingen måde. Det er ikke en Game of Thrones-udgave af Marilyns liv. Det er blot en tragisk fortælling, som ind i mellem, kortvarigt, er eksplicit.
Røven i klaskehøjde
Filmen er fortalt i brudstykker. Større og mindre bidder af hendes liv. Små overgangsscener. Det er en kunstnerisk stil. Den er formentlig ikke for alle. Men jeg kan godt lide den.
Det er en speciel film. En kontroversiel film. Den har sat røven i klaskehøjde ved både at være fiktiv OG have en usædvanlig stil. Den fanger næppe dem, der bare elsker Marilyns film. Men den kan altså noget.
Selvom den er fiktiv, læner den sig op ad Marilyns liv og karriere. Den fanger essensen, ånden, tragedien i en sådan grad, at detaljerne er mindre vigtige. Den spekulerer, jovist, men den kan forklare hendes skæbne.
Med andre ord: fokuser mindre på fakta. Tag den som et realistisk bud på, hvordan det må have føltes at være hende. At være et stykke kød, alle vil smage. En salgsvare. Andres levebrød. Andres legetøj.
Det er en film med et stærkt budskab. En fascinerende og interessant fortælling. På godt og ondt. Mest ondt. Desværre. Derfor skal den fortælles. Høres. Ses. Opleves.
Du kan se den på Netflix.
Efterord
Filmen har i den grad delt vandene. Den blev nomineret til otte Razzies og vandt to: Worst Picture og Worst Screenplay. Men Ana de Armas blev også nomineret til en Oscar. Hun blev dog slået af Michelle Yeoh.
