
X er en gyser fra 2022 skrevet og instrueret af Ti West. Det er den første i en trilogi, og han er manden bag dem alle. Derudover har han lavet film som bl.a. In a Valley of Violence med Ethan Hawke og John Travolta.
Handlingen er sat i 1979. Porno er den nye dille, og en gruppe unge, frigjorte mænd og kvinder lejer en hytte for at indspille noget snusk på både langs og tværs. Da natten kommer, bliver hede suk til desperate skrig.
Instruktøren følger en velkendt drejebog. Unge, liderlige mennesker i hytter langt fra alting er intet nyt, og pornovinklen er snarere et forsøg på at give publikum det, de vil have, uden at pakke det ind i teenagehormoner.
Jeg vil ikke afsløre morderens identitet. Jeg vil dog sige, at et kreativt valg lokkede mig i en anden retning ang. motivet. Hvilket ikke nødvendigvis var instruktørens intention. Men jeg blev en smule skuffet, da det viste sig at være mere enkelt, end jeg troede.
Man kan sammenligne den med Fredag den 13. og Motorsavsmassakren. Den finder sin egen vej ind i genren og er ganske underholdende, selvom den ikke er nær så original som håbet.
Den skal også have den ros, at den ikke overspiller sine kort, men snarere dæmper løjerne, både den ene og den anden slags. Den minder mere om de gode, gamle slasherfilm end deres moderne arvtagere.











