The Glass House er en psykologisk thriller fra 2001 instrueret af Daniel Sackheim. Det er formentlig hans bedst kendte film, men han har også instrueret TV-serier som The X-Files, The Americans og Better Call Saul.
Leelee Sobieski er teenage-pigen Ruby Baker. Da hendes forældre dør i en bilulykke, flytter hun sammen med sin lillebror ind hos Terry og dr. Erin Glass. De bor i et dyrt glashus i Malibu. Det er ikke i sig selv uhyggeligt, men stemningen bliver mere og mere creepy.
Den udvikler sig ikke som forventet. Faktisk troede jeg, det ville være en slasher-film. Jeg har en anden film i hukommelsen, der også foregår i et glashus. Men det er en positiv overraskelse.
Den byder på væsentligt mere, end en typisk slasher-film ville gøre. Uhyggen er anderledes nærværende og nervepirrende, der er flere uventede drejninger, og selvom niveauet ligger tættere på en ungdomsgyser end genrens store værker, er den slet ikke så ringe endda.