The Godfather Part II

Al Pacino som Michael Corleone.

The Godfather Part II er både en efterfølger og en prequel til The Godfather. Den fortæller historien om Vito Corleone, der emigrerer til USA som 9-årig i 1910 og senere bliver til en ung Robert De Niro, der stifter familie og gør karriere i New York.

Sideløbende fortæller den historien om Vitos søn, Michael (Al Pacino), der er familiens nye overhoved. Efter begivenhederne i den første film er han mægtigere end nogensinde, og han har store fremtidsplaner. Da nogen forsøger at myrde ham, må han gå under jorden for at opklare hvem – og søge hævn.

Episk, fremragende, genistreg

Det er en episk fortælling, og den er mere end tre timer lang lige som den første film. Faktisk eksisterer de to film også som en miniserie i fire afsnit, fortalt i kronologisk rækkefølge, og jeg kan huske at have set dele af handlingen med den unge Vito engang. Men det er første gang jeg ser Godfather II i sin fulde, originale form og længde.

Det er en genistreg, den både rummer forhistorien og efterspillet til den første film. Det binder de to film sammen på en helt unik måde, og til sammen udgør de en fortælling om tilblivelse, storhed og fald.

På alle niveauer er den lige så fremragende som 1’eren – endda bedre – og det er ikke overraskende, den høstede seks Oscars: Best Picture, Best Director, Best Supporting Actor (De Niro), Best Adapted Screenplay (Coppola og Mario Puzo), Best Art Direction og Best Original Dramatic Score (Nino Rota og Carmine Coppola, Francis’ far).

Det eneste minus er faktisk, at de to sideløbende fortællinger er så gode, at man opsluges og næsten ærgrer sig, når filmen hopper frem eller tilbage. Coppola kunne nemt have lavet to fuldstændige film baseret på de to handlingsforløb.

Pr. 6. september 2023 kan du se den på både Netflix og Viaplay.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.