Lovecraft Country

Lovecraft Country er en fantasy-serie baseret på en roman af Matt Ruff. Den er inspireret af den amerikanske horror-forfatter, H.P. Lovecrafts fortællinger og foregår i 1950’ernes USA. Hovedpersonen er en ung, sort mand med en fortid som nørdet bogorm, men krigen i Korea har forvandlet ham til en stor, handlekraftig mand. Den perfekte kombination til det eventyr, der venter ham.

Mit kendskab til Lovecraft er sporadisk. Jeg voksede op med især Stephen King, Dean R. Koontz og Anne Rice. Jeg har også læst Bram Stoker og Mary Shelley som teenager. Men jeg nåede aldrig til Lovecraft.

Det er heldigvis ikke nødvendigt at kende ham. Handlingen er original og følger førnævnte hovedperson samt hans familie. Det starter som et forsøg på at finde hans forsvundne far og udvikler sig til en kamp imod onde kræfter, der væver elementer fra Lovecrafts fortællinger ind i deres oplevelser.

Horror, science fiction, adventure

Der er også referencer til andre litterære klassikere, og selvom hovedgenren er horror, byder handlingen også på opdagelse/adventure a la Indiana Jones – eller snarere de værker, den berømte eventyrer er inspireret af. F.eks. Journey to the Center of the Earth og lignende. Samt science fiction og meget andet. Det er på en måde en genremæssig rodebunke, men en spændende, fascinerende sådan med fine, røde tråde, der guider dig gennem vildnisset.

Et moderne tema, der fylder en hel del, er den gennemsyrende racisme, der eksisterede over alt i samfundet dengang. Her taler vi ikke bare om hårde ord og diskrimination. Sorte var uønskede andenrangsborgere, der blev myrdet over det mindste fejltrin. Selv ordensmagten klyngede dem op, hvis de trådte forkert. Og et sådan fejltrin kunne være noget så enkelt som at bestille en kop kaffe eller være ude efter solnedgang.

Uhyggeligt had og ondskab

Det er uhyggeligt, det var sådan. At mennesker kunne være så gennemsyret af had og ondskab. At de kunne myrde uden at blinke i den tro, det var deres ret og pligt. Og det er så kort tid siden. Kun få generationer siden. Færre generationer end det dengang var siden slaveriet ophørte. Hvis det had kunne overleve så længe, kan det desværre stadig leve i dag.

Det skaber et tungt, solidt fundament af ægte grusomhed til de overnaturlige elementer, og som det ofte gælder i genren, er de rigtige monstre mennesker.

Niveauet er højt og godt. Historien er velskrevet og velspillet, og der er masser af gode gys og flotte effekter. Det er en serie fra øverste hylde, og jeg giver den alle ti hjerter.

Nøgleord: , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.