Rejsen til Jordens indre (originaltitel: Journey to the Center of the Earth) fra 1959 er den første (og bedste) filmatisering af Jules Vernes berømte roman fra 1864. Den er tilgængelig på Disney Plus, men i modsætning til En verdensomsejling under havet (også Jules Verne) er det ikke en Disney-produktion, men en af 20th Century Fox’ klassikere.
Ikke desto mindre er det en film i samme ånd – og af samme støbning. De udspringer naturligvis af samme forfatterskab, og de er udgivet i samme årti med seks års mellemrum. De er en del af samme Hollywood-æra.
Oven i hatten spiller James Mason hovedrollen i begge film. I En verdensomsejling under havet er han selveste kaptajn Nemo, og i Rejsen til Jordens indre er han professor Lindenbrook, en berømt geolog, der gør en stor opdagelse og begiver sig ud på en farefuld ekspedition til … ja, du gætter det aldrig.
Klassisk Hollywood
Det er klassisk Hollywood fra en tid, hvor alt var mere uskyldigt, næsten naivt, og det passer perfekt til Jules Vernes lige så naive tilgang til videnskab og science fiction. Han kunne naturligvis ikke vide bedre i 1864, og han har absolut haft stor fantasi og en datidig indsigt. Men store dele af fortællingen er med moderne øjne lige så utrolig som Baron Munchausens røverhistorier.
Det er bestemt ikke en kritik, tværtimod. Det bidrager til den vidunderlige, eventyrlige stemning, og med den type film er det lige som med tidligere tiders musik. Det er gammelt – og gammeldags – men på en eller anden måde får det sin egen nostalgiske charme. Tidløst er det ikke. Udødeligt må være det rigtige ord, for det består. Det ældes med ynde. Både musikken og film som denne.
Og så er det faktisk en rigtig flot film. Store, flotte, spændende kulisser, der skaber en uopdaget verden i Jordens indre. Det er en storfilm i ordets fulde betydning. Det må have været en fantastisk biografoplevelse dengang.
Den har det hele. Spænding, romantik, helte og skurke, ukendte farer og en medrivende, uforudsigelig historie. Niveauet er så højt, som det kunne blive dengang, og nostalgien sætter det sidste punktum. Det var et skønt gensyn.
