The Hard Way er en actionkomedie fra 1991 instrueret af John Badham, hvis øvrige værker bl.a. inkluderer Blue Thunder og WarGames.
Michael J. Fox – gårsdagens fødselar, tillykke med de 60 år, McFly – er filmstjernen Nick Lang. For at forberede sig til en rolle som benhård strømer, går han undercover som kriminalbetjent. Hans modvillige makker er John Moss (James Woods), der jagter en skydegal seriemorder spillet af Stephen Lang.
Det er en buddy cop-film med et tvist. Woods og Fox er et umage makkerpar med masser af god kemi og energi. Den henter naturligvis inspiration i genrens forgængere, men Hollywood-vinklen er ny og fuld af muligheder. Den stikker kærligt til forskellen mellem film og virkelighed, og på flere måder minder den også om Last Action Hero.
Det er samtidig en forrygende actionfilm a la 90’erne. Old school, praktiske effekter, biljagter, skuddueller, en herlig psyko-skurk og en stor finale.
Det er en god, solid film på alle niveauer, og den er endnu bedre, end jeg huskede.