The Killer

The Killer er en actionthriller fra 2023 instrueret af David Fincher, manden bag klassikere som Seven og Fight Club, efter et manuskript af Andrew Kevin Walker, hvis skriverier bl.a. inkluderer førnævnte Se7en, 8mm mfl.

Den er baseret på en fransk tegneserie fra 1998 skrevet af Alexis “Matz” Nolent og tegnet af Luc Jacamon. Matz er også forfatteren til tegneserien bag Sylvester Stallone-filmen Bullet to the Head fra 2012.

Michael Fassbender er den unavngivne tiltelkarakter, en topprofessionel lejemorder, som begiver sig ud på et hævntogt efter en uoverensstemmelse med sin arbejdsgiver. Flere detaljer får du ikke, da jeg ikke vil spolere handlingen.

Lad dig ikke narre af, den er baseret på en tegneserie. Dette placerer den ikke i samme genre som f.eks. Polar og The Losers. Du bør i stedet skæve til film som Road to Perdition og A History of Violence.

Det er en autentisk thriller med drama, alvor og spænding. Der er også action, men den er underspillet og tøjlet af en filmmager, som end ikke overvejer af udfordre typer som Michael Bay. Finchers ærinde er et ganske andet.

Den kan bedre sammenlignes med Drive. Der er flere åbenlyse ligheder mellem Ryan Gosling og Fassbenders karakterer. Hvis du kan lide Drive, vil du formentlig elske The Killer. Hvis du derimod kedede dig, er der ingen grund til, at du tager chancen.

Jeg er vild med den. Det er en fantastisk velskrevet film, og selvom handlingen er relativt enkel, er den fascinerende og medrivende. Det er en af årets bedste film. Fincher er stærkt tilbage i thriller-genren.

Du kan se den på Netflix.

Nøgleord: , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.