The Monster Club er en britisk gyser fra 1981 instrueret af Roy Ward Baker. Han er manden bag bl.a. The Vampire Lovers, Scars of Dracula og Dr. Jekyll and Sister Hyde.
Den er baseret på en novellesamling af den britiske horrorforfatter, R. Chetwynd-Hayes. I filmen er det en fiktiv udgave af forfatteren selv, der inviteres til underholdning og gyselige historier i monstrenes natklub.
Selveste Vincent Price spiller vampyren Erasmus, hvis charmerende væsen og gode manerer byder ham at vise forfatteren, hvordan virkelighedens monstre går i byen. Her er nutidig rockmusik og sågar et stripshow.
På både godt og ondt minder det om en amatøragtig monsterudgave af Mos Eisley i Star Wars-filmene.
De tre historier handler om både velkendte og ukendte monstre. Der er lige dele tragedie og sort humor. Price har altid stået for gys og gru, man kan more sig over. Det skal være sjovt at skræmme folk. Filmen følger trop.
Blodfattig søndagshygge
De øvrige stjerner er bl.a. Bond-pigen Britt Ekland og Bond-skurken Donald Pleasance. Bond-vinklen er formentlig tilfældig, da sidstnævnte naturligvis også er velbevandret i gysergenren. Han er især kendt som dr. Loomis i Halloween.
Som regulær gyser er den blodfattig. Der er få effekter og næsten ingen dødsfald. Monstrene ligner noget, du selv kunne have lavet med papmache. Der er større fokus på mystik og mytologi. Du må tænke dig til vold og blod.
De tre fortællinger er korte, men de vækker minder om genrens mestre, f.eks. Lovecraft og Poe. Man kunne sagtens få mere ud af alle tre. De ville nyde godt af mere karakterudvikling og en langsommere opbygning.
Vi ender i søndags(u)hyggeland. Det bliver lidt tyndt og overfladisk. Lettere underholdning. Men stadig værd at se. Der ligger uforløst kvalitet i mellem linjerne.