Herbert Lom og Peter Sellers.
The Pink Panther Strikes Again, også kendt på dansk som Den lyserøde panter slår igen, er den femte film i serien, men kun den fjerde med Peter Sellers i rollen som den uduelige inspektør Clouseau. Lige som de øvrige (undtagen den tredje) er den skrevet og instrueret af Blake Edwards.
Den tidligere vicekommissær i det franske politi, Charles Dreyfus, som blev drevet til vanvid af Clouseau, flygter fra sin anstalt og planlægger en storslået hævnaktion, der involverer både bankkup, bortførelser og et mægtigt masseødelæggelsesvåben, hvormed han truer hele verden for at få ram på sin ærkefjende én gang for alle.
Faktisk forvandles Dreyfus til lidt af en Bond-skurk, og selvom Clouseau er den samme håbløse politimand som altid, er filmen mere som en spionparodi a la Austin Powers og lignende. Plottet involverer internationale lejemordere og russiske afhopperinder iført pels og intet andet.
Uheldigvis skrantede Sellers’ helbred gevaldigt, også mentalt, og forholdet mellem ham og instruktøren blev værre og værre. Det er altid svært at vurdere, om den slags egentlig kan ses i det endelige resultat. Men filmen er ikke lige så skarp som de fremragende forgængere.
Humoren rammer skævt
Ganske vist er der stadig scener, hvor Sellers er lige så sjov som altid. Clouseau vælter rundt og nægter stædigt at indse, han ikke kan redde situationen, når han forsøger at udføre helt almindeligt politiarbejde. Det er her symbiosen mellem Sellers og Clouseau fungerer allerbedst.
Dreyfus er også en herlig karakter i Herbert Loms skikkelse, og han stjæler en del af rampelyset, må jeg sige. Især indledningen er fuld af gode scener med ham selv og dem begge.
Men der er mange andre scener, hvor humoren rammer skævt, og hvor andre må gøre det grove arbejde. F.eks. er afviklingen overraskende svag i den del af filmen, hvor alle verdens lande sender lejemordere efter Clouseau. Jeg forventede mere. Det er spildt potentiale.
I skrivende stund kan du se filmene på Prime.
