The Punisher

The Punisher er en actionthriller fra 2004 instrueret af Jonathan Hensleigh. Det er hans debutfilm som instruktør. Som manuskriptforfatter har han til gengæld begået store film som bl.a. Die Hard 3, Jumanji og Armageddon.

Det er ikke første gang, superhelten, eller snarere anti-helten, Punisher, bliver filmatiseret. Den svenske muskelbøf, Dolph Lundgren, farvede de lyse lokker kulsorte i 1990 og gjorde forsøget i en film med samme navn. Der var dog tale om en temmelig fri fortolkning af den populære karakter. Sådan leger vi ikke i 2004. Hollywood sætter nu en ære i at være mere tro mod de kulørte hæfter i de nye filmudgaver, og det er vi mange, der sætter pris på.

Strafferen, som han hed på dansk, da jeg læste tegneserier som barn, er en psykisk ustabil, tidligere elitesoldat fyldt med hævntørst efter mordet på sin kone og søn. En selvtægtsmand, der slår ihjel uden tøven. Helt uhørt i Marvel-universet, men også en af grundene til hans store popularitet. Desværre lever filmen ikke helt op til film som Spider-Man og X-Men. Men det er en ganske gedigen actionfilm, der sagtens kan slå et par timer ihjel.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.