The Spirit er skrevet og instrueret af tegneren Frank Miller. Titelfiguren er en tegneseriehelt skabt af Will Eisner i 1940. Herhjemme er han ikke lige så kendt som de store superhelte fra DC og Marvel, men han er skam udgivet på dansk i albumform, og jeg læste ham med stor lyst som barn.
Miller har haft frie hænder, og The Spirit anno 2008 er en udødelig superhelt med overmenneskelige kræfter. Det er en klar fordel, når man bekæmper forbrydere med de bare næver. Det gør The Spirit. Hele døgnet faktisk, for hans hemmelige identitet, politimanden Denny Colt, er død og begravet. The Spirit vendte tilbage, og han ved ikke hvorfor.
Filmen er speciel. Det skal man lige vænne sig til. Miller har genbrugt den visuelle stil fra Sin City, men historien har mere humor og en tone, der nærmer sig de oprindelige tegneserier. I hvert fald til en vis grad. Men den er først og fremmest usædvanlig, for den er mere som en tegneserie med levende billeder end en film. Den forsøger ikke at hive de fiktive karakterer ind i den virkelige verden, som man ser det i mange af de andre film baseret på tegneserier. Den skaber i stedet sit eget univers, og som sådan kan den bedre sammenlignes med Dick Tracy-filmen fra 1990.
Det er en film, jeg vænnede mig til undervejs og endte med at holde af. Jeg tror, man vil elske eller hade The Spirit – og jeg endte med at elske den.
