The Suicide Squad er efterfølgeren til Suicide Squad. Der er intet nummer og ingen undertitel. Kun tilføjelsen af “The” i titlen. Lige som den kommende “The Batman.” Men det er ikke et reboot, en prequel eller lignende. Det er en 2’er. Harley Quinn er tilbage, og hun er ikke den eneste.
Gamle og nye rekrutter sendes mere eller mindre ufrivilligt på mission til Corto Maltese, et lille, krigsplaget, sydamerikansk land, for at destruere en forskningsbase med grufulde hemmeligheder, der ikke tåler dagens lys.
Jeg vil nødigt afsløre for meget om de mange nye ansigter, men jeg kan sige, det er en farverig flok af mere eller mindre ukendte birolleskurke fra DC-universets støvede arkivskuffer. Selvom jeg er mangeårig tegneseriefan, er de fleste ukendte for mig.
Indvolde og afrevne lemmer
DC er atter gået på rov blandt Marvels succesfulde instruktører. Det gik ganske vist i kage, da de bad Joss Whedon færdiggøre biografversionen af Justice League. Men de har gjort et nyt forsøg og hyret galaksevogterhviskeren James Gunn.
Man mærker tydeligt, det er manden bag Guardians of the Galaxy, der rykker i styrepinden. Filmen er ganske vist mørkere, mere dyster og blodig, men humoren og Gunns musikalske billedsprog går igen. Det er en voldsballet, og denne gang er der også indvolde og afrevne lemmer på dansegulvet.
Opskriften passer godt til selvmordsenheden. De er en flok outsidere og anti-helte, og den sorte humor klæder dem. Den første film forsøgte også at kopiere Gunn. Men Gunn er bare bedst, og filmen er en stor forbedring på alle niveauer.
Et af mine problemer i den første film var ubalancen mellem humor og drama. De skiftede kurs midt i produktionen, og resultatet var usammenhængende. Denne gang er balancen perfekt.
Det er en fed film. Guardians of the Galaxy i junglen. Expendables på syre. Fast & Furious uden biler. En sprængfarlig voldssmoothie. Nom nom.
