The Terminator

The Terminator er ikke tænkt som en pause eller afstikker i månedens uhyggelige filmparade. Selvom det er en forrygende actionfilm, der cementerede Arnolds status som actionhelt – og derudover en fantastisk science fiction-thriller, som løftede James Camerons karriere til nye højder – er det også en (slags) gyserfilm med et teknologisk fremtidstvist.

Camerons ustoppelige dræbermaskine er som en ny version af genrens klassiske seriemordere. Selvom han ikke er lige så mystisk som f.eks. Michael Meyers, er han lige så skræmmende på sin egen følelseskolde måde.

Den er på mange måder opbygget som en gyser. Politiet betragter ham endda som en vanvittig seriemorder, da han begynder at myrde kvinder ved navn Sarah Connor. I vanlig stil er myndighederne helt uduelige og ude af stand til at tage truslen alvorligt, så den rigtige Sarah Connor er overladt til sig selv – næsten da.

Hvis du ikke kender den, må jeg hellere fortælle, at præmissen er som følger: Den lede cyborg er sendt fra fremtiden for at udrydde Sarah, fordi hun bliver mor til oprørslederen John Connor, der fører menneskeheden til sejr i fremtidens krig mod kunstigt intelligente maskiner. Men det lykkes også for John at sende en af sine soldater tilbage for at redde sin mor.

Linda Hamilton som Sarah Connor.

Hæsblæsende menneskejagt

Det lyder måske som idéen til en dum og fjollet B-film, men den er velskrevet og virkelig godt skruet sammen. De mange detaljer leveres i bidder i det helt rigtige tempo i løbet af filmen. Handlingen er en hæsblæsende menneskejagt med den rette mængde indlagte pauser, hvor du og Sarah kan få en puster og fordøje, hvad der foregår. Det hele går op i en højere enhed.

Det er mange, mange år siden, jeg har set den sidst. Måske flere årtier. I hvert fald har jeg aldrig set den på en storskærm i HD. Naturligvis er der nogle effekter, både make-up, modeller og datidens green screen-teknologi, der ser mere kunstig ud i den høje opløsning. Men alt andet imponerer, og selv de nævnte effekter er bedre end forventet. Jeg har set 117 gange værre i andre 80’er-film. Det er en flot film, også efter alle disse år.

Men det bedste er alt det, der gør de bedste film bedst. Handlingen, historien, skuespillet, den samlede oplevelse. Niveauet er skyhøjt. Cameron er en mester, og det var han allerede dengang. Han sætter ikke én fod forkert. Præmissen holder. Mytologien fungerer. Alle delene passer sammen. The Terminator er en velsmurt maskine.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.