The Thomas Crown Affair er en romantisk kupfilm fra 1968 instrueret af Norman Jewison. Han er manden bag bl.a. I nattens hede og Lunefulde måne. Filmen er også genindspillet i 1999 med Pierce Brosnan.
Steve McQueen er Thomas Crown, en succesfuld forretningsmand, der keder sig og orkestrerer et vellykket bankrøveri. Politiet er på bar bund, og bankens forsikringsselskab hidkalder en efterforskningsekspert, Vicky Anderson, spillet af Faye Dunaway.
De fleste kupfilm handler om planlægningen og kulminerer med udførslen af det store kup. Denne gang får vi i stedet efterspillet og en slags katten-efter-musen-tagfat mellem McQueen og Dunaway. Det udvikler sig til en hed affære, og spørgsmålet er, hvem er egentlig musen?
Den er velskrevet og uforudsigelig. Der er god spænding, og de to Hollywood-legender er fantastiske på alle måder. Håndværket er mesterligt. Den er gammel, men tidløs. Old school på den bedst tænkelige måde.
I skrivende stund kan du se den på Prime.