Will, Mike, Dustin og Lucas i anden sæson.
Stranger Things er en science fiction-gyser-serie fra 2016 skabt af brødrene Duffer til Netflix. Handlingen er sat i 1980’erne i en fiktiv lille by, Hawkins, i staten Indiana, hvor en ung dreng forsvinder under mystiske omstændigheder.
Hans venner tager ud og leder efter ham i skoven, hvor han forsvandt. De finder i stedet en ung pige, som er flygtet fra et nærliggende laboratorie. Det viser sig, at hun har psykokinetiske evner. De hjælper hende og forsøger sammen at opklare, hvad der foregår.
Serien er kraftigt inspireret af Steven Spielberg, Stephen King og mange, mange andre. Den trækker især på film som E.T., The Goonies, Stand by Me, IT og Firestarter. Men den hylder også 80’ernes popkultur generelt. Det er som at hoppe i Doc Browns DeLorean og drøne ned ad Memory Lane.
Hvis man ovenikøbet selv var barn dengang, er gensynsglæden endnu større. Så har man oplevet tiden præcis som de unge hovedpersoner. Man har spillet de samme spil, haft det samme legetøj og set de samme film med de samme barneøjne og det samme barnesind. Der er masser skøn nostalgi til alle, som elsker årtiet.
Tilbage i Hawkins
Anden sæson er netop landet på Netflix, og jeg slugte alle 9 afsnit på én aften. Det er skønt at være tilbage i Hawkins, og den nye sæson er absolut på højde med første sæson. Jeg vil ikke spolere handlingen, men blot nævne, at den er lige så velskrevet og veludtænkt. Den udvikler sig i nye og uventede retninger.
Da Netflix bestilte en ny sæson og meddelte, at den ville fortsætte historien fra første sæson, mente mange, at der ikke var mere at fortælle. De havde i stedet håbet, at serien ville blive en antologiserie a la American Horror Story.
Men brødrene Duffer har nu bevist, der stadig er masser at fortælle. Heldigvis for det, for det kan være yderst tilfredsstillende at følge udviklingen hos karakterer, man kommer til at holde af.
Det er en medrivende, velskrevet og velproduceret serie, som for mig rammer rigtigt på alle tangenter. Jeg elsker Stephen King, mystik og 80’erne. Stranger Things leverer det hele.
3. sæson
Eleven og Max i tredje sæson.
Tredje sæson er landet på Netflix, og hele holdet er tilbage. De bliver ældre og ældre, og teenage-livet i Hawkins byder på kærester, fritidsjobs og skænderier med de gamle. Men der er også stadig masser af god mystik og spænding. Jeg synes faktisk, den nye sæson er bedre end forgængeren.
Vores unge heltinde har fundet sig selv, og selvom kæresteriet fylder en smule, er der også større og mere målrettet fokus på truslen fra de skumle typer, der fortsætter forskningen i den mystiske underverden.
Det er skøn, (u)hyggelig, spændingsmættet underholdning i 80’ernes tidsånd med alt, hvad dertil hører. Jeg elsker det.
4. sæson
Eleven i fjerde sæson.
Den nye sæson er fantastisk. Jeg vil ikke afsløre handlingen men blot sige, at den byder på mere uhygge og mere baggrundsstof. Der er en mægtig fjende med rødder til begyndelsen, og der er kampe på alle fronter.
Der er nye karakterer, som hver især er skønne tilføjelser til serien, men også gamle karakterer, som får mulighed for at vise nye sider af sig selv. Jeg vil ikke afsløre hvem og hvordan, men du kan glæde dig.
Finalen er et mesterværk. Måske den bedste sæsonfinale i alle serier nogensinde. Alle spiller en unik rolle. Det hele går op i en højere enhed. Metallica varmer op, og Dustin udtrykker det bedst: Most! Metal! Ever!
Det er sjældent, at serier bliver bedre og bedre, men det er lykkedes for Stranger Things.
5. og sidste sæson
Henry Creel, også kaldet Vecna af D&D-drengene, er en rigtigt væmmelig karl.
Femte og endegyldigt sidste sæson er slut. Det ottende afsnit er landet på Netflix for få dage siden. Det blev en stor, stor finale på mere end to timer, hvor alle gordiske knuder lod sig løse på hver sin tilfredsstillende måde.
Sæsonen har ganske vist været en anelse mere ujævn end den fantastiske fjerde sæson. Modtagelsen har været præget af høje forventninger og den lange ventetid siden 2022. Børnene er vokset meget, da de ikke længere er teenagere i det virkelige liv.
Jeg vil ikke hænge mig i detaljerne her og der. Nogle kritikpunkter er fair, andre er dybt godnat. Internettet har det med at forfølge sin egen hale og gå i selvsving over de mindste ting. Alle vil være med på bølgen. Både positivt og negativt. Intet er så galt, som de onde tunger hævder.
Finalen er forrygende. Du får det mægtige opgør, du fortjener. Og bagefter tager den sig god tid til at afrunde de mange karakterer, du har fulgt og elsket i næsten et årti. Det er rørende og smukt. Meget, meget tilfredsstillende.
Man kan sagtens sige, at fjerde sæson stadig er bedst. Det gælder også den fjerde sæsonfinale. Men dette er en god afslutning på serien. God og tilfredsstillende. Hvilket kan sikre, at den stadig står stærkt som et samlet værk. Det synes jeg, at den gør.
