Preacher

Preacher er en TV-serie fra 2016 baseret på en tegneserie af samme navn. Handlingen følger Dominic Cooper i rollen som Jesse Custer, en præst med en kriminel fortid, der forsøger at lægge sit liv om og leve op til sin afdøde fars ønske. Det er dog nemmere sagt end gjort. Fortiden – i form af hans varmblodede ekskæreste Tulip O’Hare – forsøger at lokke ham tilbage på nye vildspor, og i nutiden er der nok af problemer med at overvinde byens indbyggere og holde liv i den lille kirke. Han er tæt på at give op, og han beder Gud om et tegn. Noget sker, og det forandrer alt, men spørgsmålet er, om han har fået en gave eller en forbandelse.

Jeg vidste ikke meget om TV-serien i forvejen, og jeg kendte heller ikke tegneserien. Jeg havde på fornemmelsen, at Jesse Custer ville være en utraditionel præst, og det er han. Hvis han var julemand, ville han være en hel del som Billy Bob Thornton i Bad Santa, en julekomedie fra 2003. TV-serien har masser af sort humor, og det overraskede mig positivt. Lad os beskrive den sådan her: Constantine møder Bad Santa og Dogma. Sort humor, overnaturlige kræfter, sex, stoffer og fordrukne vampyrer. Det er en rigtig god cocktail.

Opdatering, 2. sæson – Advarsel! Spoilere om første sæson!

Gud er forsvundet, og Jesse beslutter sig for at tage ud og lede efter ham. Tulip, som han har fundet sammen med igen, og vampyren Cassidy tager med. Imens forsøger de to engle, Fiore og DeBlanc, stadig at stoppe Jesse og tage Genesis tilbage, og i et desperat sidste forsøg hidkalder de The Saint of Killers, en ustoppelig revolvermand fra Helvede.

I nye sæsoner og andre efterfølgere er opskriften ofte den samme, men Preacher overrasker og tager historien i en ny og uventet retning, som byder på lige så mange overraskelser, som første sæson gjorde. Det er fedt, for det gør den totalt uforudsigelig og ualmindeligt medrivende. Og naturligvis er der stadig masser af sort humor, action og skæve, skøre figurer; alt det, der gjorde første sæson til en fed oplevelse. Den bliver bedre og bedre, og den får sgu et hjerte mere.

Opdatering, 3. januar 2021

Det tog lidt tid, for der er så meget andet godt, og det er nemt at falde ud af en serie, mens man venter på en ny sæson. Men nu har jeg set de sidste to sæsoner.

Begge sæsoner er fin underholdning. Den fortsætter i samme stil, og der er masser af overraskelser, for universet og mytologien vokser og vokser.

Tredje sæson er bedst af de to. Den tager Jesse og Tulip tilbage til hjemegnen, hvor de voksede op. Her venter nogle personlige opgør med gamle fjender og indre dæmoner.

Fjerde sæson er en smule rodet. Plottet bliver mere og mere kompliceret, mens den bygger op til en stor finale. Det er muligvis bevidst og et eksempel på Guds uransagelige planer, men det kan også føles som om, de har været nødt til at gøre den færdig tidligere end forventet.

Der er stadig sort humor, brutal action og alt det, der gjorde de andre sæsoner gode. Men det har ikke helt den samme effekt. Måske blev min pause mellem sæsonerne for lang. Det er som et nyt album fra at gammelt band. De prøver at gøre, som de plejer, men det er ikke helt, som det var dengang.

Jeg trækker et hjerte fra igen. Samlet set har den tabt lidt af pusten igen.

I skrivende stund kan du se hele serien på Viaplay.

Nøgleord: , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *