Titelfiguren i The Tick er en stor, blå, muskelsvulmende superhelt skabt af dengang 18-årige Ben Edlund i 1986 som en nyhedsbrevsmaskot til tegneseriebutikken New England Comics, hvor Edlund var fast kunde. Den nye superhelt blev hurtigt populær, og butikken besluttede at finansiere en sort/hvid tegneserieudgivelse i 1988, men hans store gennembrud kom i 1994, da 20th Century Fox producerede en animeret TV-serie til TV-kanalen Fox Kids. Edlund fulgte med som forfatter og co-producer, og serien kørte i tre sæsoner.
Jeg lærte Tick at kende gennem den animerede TV-serie, og selvom jeg ikke husker mange detaljer om den, husker jeg tydeligt, at jeg var vild med den. Den var først og fremmest fjollet. Den tog pis på genren, og titelfiguren var en velskrevet superhelteparodi med stereotype karaktertræk, Edlund havde lånt fra andre superhelte, men der var også masser af originalitet.
Det er ikke første gang, at de har lavet en live-action TV-serie med Tick. De lavede en enkelt sæson i 2001 med Patrick Warburton i titelrollen. Jeg husker ham bedst som en af Elaines kærester i Seinfeld, og han ligner den perfekte Tick, men jeg har desværre aldrig fået set den.
Yara Martinez som superskurken Miss Lint
Da jeg så de første klip fra den nye TV-serie skabt til Prime, var jeg en anelse skuffet. Rollen var gået til Peter Serafinowicz, en britisk skuespiller, som jeg kunne kende, men ikke rigtigt placere. Et af Ticks vigtigste karaktertræk er stemmen, for han taler som en filmtrailerspeaker med en bombastisk stemme og et svulmende ordforråd med masser af malende beskrivelser og finurlige bogstavrim. Serafinowicz kunne – og kan – levere en sådan stemme, men han lignede ikke, og dragten gjorde ham ingen tjenester. De havde tilsyneladende fokuseret på, hans superhelteidentitet er inspireret af en skovflåt og valgt at designe en dragt med organiske mønstre og teksturer, og det så bare forkert ud.
Heldigvis skifter dragten udseende allerede i andet afsnit, og selvom den stadig ikke er perfekt, er det en stor forbedring. Det hjælper også, at de vha. dragtens ansigtsmaske giver Serafinowicz et større og bredere hageparti, der bedre matcher tegneseriekarakterens eget. I anden sæson får dragten endnu en opgradering, og så er den næsten ved at være der. Og Serafinowicz får bedre og bedre styr på rollen.
Min skuffelse og skepsis forsvandt derfor hurtigt, da jeg gav den en chance. Den er skabt og skrevet af Edlund selv, og bl.a. produceret af Barry Sonnenfeld, der også har instrueret Men in Black-filmene. Den byder på et underholdende, alternativt superhelteunivers med masser af skøre karakterer, og selvom Serafinowicz ikke har det perfekte udseende til rollen, får han styr på karakterens personlighed, og han leverer de mange finurlige replikker perfekt.
Jackie Earle Haley som superskurken Terror.
Resten af rollelisten er endnu bedre. Jackie Earle Haley er altid god, og han er fantastisk som superskurken Terror. Flere af de andre kendte jeg ikke, men de udfylder hver deres skæve bud på genrens arketyper perfekt. Arthur, Ticks ufrivillige, skæbnebestemte sidekick er en underkuet, dog sympatisk, lille fyr og den mest usandsynlige superhelt, man kan forestille sig, men han er den perfekte makker til Tick, der trods sit imponerende ordforråd er lige så dum, som han er god.
Terrors håndlanger, Miss Lint, er en djævelsk god parodi på en femme fatale a la Catwoman; hun er slem, men hun har alligevel et blødt punkt et sted derinde. Og endelig er der antihelten Overkill, der henter inspiration fra dystre tegneseriehelte som Batman og Punisher. Han og Miss Lint er på papiret de mest seriøse karakterer. De forsøger begge at være professionelle og følge genrens drejebøger som hhv. skurk og antihelt, og der er masser af herlige, humoristiske øjeblikke i deres forgæves, frustrerede forsøg på at forstå og håndtere Arthur og Tick.
Jeg blev positivt overrasket, jeg var godt underholdt, og jeg kan varmt anbefale den, hvis du har adgang til Prime. Her kan du se de første to sæsoner.
