The Umbrella Academy er historien om en dysfunktionel superheltefamilie baseret på en tegneserie udgivet af forlaget Dark Horse Comics.
Handlingen begynder i 1989, hvor et mystisk fænomen resulterer i 43 øjeblikkelige graviditeter og fødsler. En excentrisk milliardær forsøger at adoptere børnene, og det lykkes ham at snuppe syv. Det viser sig – som han formentlig håbede – at børnene er specielle, og han forbereder dem på et liv som kriminalitetsbekæmpende superhelte.
Børnene er ikke mutanter – hvad de er, må tiden vise – men præmissen er som en forskruet version af X-Men, for deres adoptivfar har ikke professor Xaviers pædagogiske evner eller empati. Paraplyskolens rektor er tættere på lektor Blomme, og selvom han muligvis mener det godt, får han fucket alle børnene op. Da verden står over for den største trussel nogensinde, er de ikke parat til at bekæmpe den.
Dystert superheltedrama
Det er en spændende vinkel på superheltetemaet, og den minder mig om Watchmen, fordi begge fortællinger beskæftiger sig med tidligere superhelte og deres menneskelighed mere end deres superkræfter og overnaturlige bedrifter.
Der er en dyster stemning – og en dyster farvepalette – i dem begge samt fede kampscener og et fantastisk soundtrack med velvalgte musiknumre, der komplimenterer handlingen og giver stemningen et ekstra skub.
Plottet er kompliceret og uforudsigeligt, og der er mange ekstra lag og masser af abstrakt videnskab og fantasy og mystik. Bag den fantastiske og fantasifulde indpakning er der et godt drama med velskrevne, perfekt castede karakterer, der hver især kæmper deres egen personlige kamp med såvel indre dæmoner som fortiden og deres plads i nutiden.
2. sæson
Kate Walsh som The Handler.
Anden sæson er landet på Netflix, og den er bedre end første sæson. Nu, hvor vi kender alle karaktererne og seriens mytologi, kan den folde sig ud i flere snørklede retninger, og selvom hovedplottet endnu engang handler om at forhindre verdens ende, er der masser af gods og gode overraskelser i de personlige historier. Den lever op til alle forventninger og forhåbninger.
Hvis du i øvrigt hører til dem, der er vilde med Kate Walsh’ flamboyante femme fatale, kan jeg glæde dig med, hun vender tilbage, og hendes rolle fylder mere og mere. Hun er skøn, selvom hun er ond. Som en fabelagtig, forbuden frugt.
3. sæson
Ellen bliver til Elliot, og Vanya bliver til Viktor.
Tredje sæson er landet på Netflix, og jeg har netop set de ti afsnit. De seks uheldige helte er tilbage i nutiden, men tidslinjen er forandret. Deres ondsindede adoptivfar er i live, og han har adopteret andre børn end dem.
Serien fastholder det høje niveau. Der er masser af ny mystik, drama og uforudsete drejninger. Der er også svar på nogle af gåderne fra begyndelsen, og i vanlig stil er det kryptiske svar. Det er superfedt.
4. og sidste sæson
Ude at skide i midten af ingenting – som altid.
Så nåede vi vejs ende. Hele holdet runder af med seks afsnit, hvor verden endnu engang er truet af udslettelse. Det virker måske en smule gentagende, men du får en forklaring på, hvorfor det sker igen og igen.
Det er ikke for tidligt. Familiens indbyrdes stridigheder, karakternes egne dæmoner og forholdet til deres forfærdelige plejefar har været rundt i alle hjørner. TV-serier som disse, hvor formularen ikke er ugebaseret, men sæsonbaseret, kan ikke fortsætte i uendelighed.
Den store trussel er faktisk ret ligegyldig. Man bliver lidt ligeglad med total udslettelse, når det er den eneste barre, de har sat. Men nogle af karaktererne personlige oplevelser er stadig interessante, og det samme kan siges om visse plotelementer og nye biroller.
Jeg er f.eks. vild med deres tilgang til multiverset. Det handler ikke så meget om alt det alternative, man kunne opleve derinde, men mere om at regne ud, hvorfor de findes, og hvordan man finder tilbage. Bogstaveligt talt ser du flere scener fra metrostationerne mellem tidslinjerne end fra selve tidlinjerne. Selvom de bruger konceptet, misbruger de det ikke.
Hr. og fru Offerman-Mullally, altså Nick Offerman og Megan Mullaly, som er ægtefolk i virkeliheden, spiller et spøjst og mægtigt skægt ægtepar i serien. De er en slags redneck-konspirationstosser, som faktisk har fat i noget, men intet begreb om hvad det egentlig betyder.
Det er samlet set den svageste sæson, men der er visse højdepunkter, og den runder serien af på en meningsfyldt måde.
Du kan se den på Netflix.
