Tomb Raider (2018) er den tredje filmatisering med computerspilsheltinden Lara Croft, og der er sket meget siden det første to film fra 2001 og 2003, hvor Angelina Jolie udfyldte rollen og gjorde god karakter i mere end én forstand. Hun repræsenterede 90’ernes Lara Croft, en guddommeligt velformet drengedrøm af en kvinde og det første rigtige sexsymbol i computerspilsindustrien.
Siden dengang er Tomb Raider-spillene blevet rebootet to gange, senest i 2013, og den nye film er baseret på det sidste reboot. Lara Croft har fået en mere fyldig baggrundshistorie, og spiludviklerne har forsøgt at forvandle hende til en mere helstøbt og realistisk karakter. Af samme grund har de nedtonet hendes sexappel, og hendes yppige proportioner har fået et ordentligt nøk i retning af mindre og mere naturlige.
Den nye Lara Croft, Alicia Vikander, kendt fra bl.a. Ex Machina, Den danske pige og En kongelig affære samt mere hårdtslående roller i film som Spionen fra U.N.C.L.E. og Jason Bourne, er ingen Angelina Jolie, men hun repræsenterer Lara Crofts nye look perfekt.
-
- Lara Croft, som hun ser ud i spillene i 2018.
Filmen er et reboot. Lara er ung, knap nok voksen – selvom Alicia faktisk er ældre end Angelina var – og lever et rodløst liv som cykelbud i London. Hendes far forsvandt sporløst for syv år siden, og selvom hun er arving til en formue og kunne udrette store ting, er hun ude af stand til at komme videre – eller bare i gang for den sags skyld. Men en dag opdager hun, at hendes far levede et hemmeligt dobbeltliv som arkæolog, og det var på en farefuld ekspedition til en mystisk ø ud for Japans kyster, han forsvandt. Opildnet af disse nye spor, tager Lara straks afsted for at finde ud af mere.
Mere end positivt overrasket
Den nye film har fået en blandet modtagelse, men den har klaret sig bedre end de to gamle film, både blandt anmelderne og hos publikum. Jeg var skeptisk, men jeg blev mere end positivt overrasket, og jeg synes faktisk, den er rigtig god og vellykket. Der er masser af den eventyrånd, man finder i spillene, i de gamle film og i genrerivaler som Indiana Jones- og National Treasure-filmene.
Men der er også en forfriskende autenticitet og en god portion dybfølt drama. Selvom Lara Croft er en af de sejeste actionbabes, er filmen gået i en helt anden retning, for Alicias unge, uerfarne version er mere John McClane end Jean-Claude Van Damme; hun er ude på dybt vand og totalt overmandet, men hun giver ikke op, og med en smule held og snarrådighed, klarer hun skærene alligevel.
Man kan sagtens argumentere for, at historien følger en klassisk formular, og selvom der er nogle overraskelser, er der endnu flere gennemskuelige og forudsigelige drejninger, men jeg synes alligevel, at filmen er medrivende, fordi Alicia Vikander er dragende. Hun – og den nye version af Lara Croft – er den hemmelige ingrediens, der får et i øvrigt velproduceret, men også velkendt actioneventyr til alligevel at skille sig ud fra mængden.
