Toy Story 2

Toy Story 2 er et 3D-animeret actioneventyr fra 1999 produceret af Pixar. Det er naturligvis efterfølgeren til Toy Story fra 1995.

Denne gang er det Woodys tur til at blive væk hjemmefra, da han bliver stjålet af en legetøjssamler, og så må Buzz og de andre iværksætte en redningsmission.

Det er dog ikke kun en skrækkelig oplevelse. Woody møder de andre legetøjsfigurer i sin franchise, og han opdager, han – lige som Buzz – havde sin egen TV-serie. Han er både berømt og muligvis den sidste af sin slags.

Opfindsomheden hos Pixar er ikke falmet siden den første film. Selvom visse hændelser og scenarier går igen, er der masser af nye overraskelser, og de udnytter legetøjets udfordringer i den store, fremmede verden på yderst fantasifuld vis.

Cowboy i knibe

Det er som en nyfortolkning af klassiske eventyrfilm, hvor heltene tager på opdagelse i ukendt terræn for at finde noget (oftest en skat) eller redde nogen (som regel en kvinde). Her er Woody en cowboy i knibe.

En af de fede detaljer er introduktionen af både et Buzz Lightyear-computerspil og ærkefjenden Zurg. Det giver nogle gode actionscener a la et vaskeægte rumeventyr. Mit indre legebarn elsker det.

Den er også overraskende rørende. Selvom karaktererne er legetøj, er der et element af kærlighed mellem dem og deres ejer. Indtil børnene vokser op og glemmer dem. Den rammer sgu de ømme punkter.

Du kan se den på Disney Plus.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.