Shia LaBeouf og Rosie Huntington-Whiteley.
Transformers: Dark Side of the Moon er en science fiction-actionthriller fra 2011 instrueret af manden med de tusinde eksplosioner, Michael Bay. Det er den tredje film i serien, og den afslutter trilogien med Shia LaBeouf.
Megan Fox har forladt skuden, men ikke fordi den synker. Filmen var et massivt biografhit kun overgået af Harry Potter and the Deathly Hallows: Part 2. Selvom hardcore fans og filmkritikere er utilfredse, er det brede publikum bedøvende ligeglade.
Årsagen var i stedet et uvenskab med instruktøren. Hun sammenlignede hans ledelse med Adolf Hitler, og Steven Spielberg, filmens producer, valgte at ønske hende held og lykke med jobsøgningen et andet sted.
De har erstattet hende med Rosie Huntington-Whiteley. Bag det lange navn gemmer sig en undertøjsmodel, Bay kendte fra en reklamefilm for Victoria’s Secret, han havde lavet. Det er hendes debutfilm, og hun har kun lavet én mere siden; Mad Max: Fury Road.
Månens skyggeside
Autobotterne, de gode transformers, er ikke bygget til sofahygge og morgenmad på sengen. Efter at have besejret de onde Decepticons, arbejder de på hemmelige missioner for den amerikanske regering.
Imens søger Sam (LaBeouf) helt almindeligt menneskearbejde, så kæresten (Huntington-Whiteley) ikke skal betale huslejen alene. Det går ikke helt som håbet, men han får et arbejde i postrummet hos John Malkovich.
Som titlen antyder, foregår der ting på månens skyggeside. Her styrtede et rumskib fra transformernes hjemplanet ned i 1961, og det lykkedes russerne at bjærge noget derfra. Mange årtier senere dukker det op igen, og så tager autobotterne til månen, hvor resten af skibet og dets teknologi stadig ligger.
Dermed er der atter lagt op til en kamp om en cyber-MacGuffer mellem de stridende kæmperobotter. Megatron plejer sine skader efter nederlaget i forgængeren, og inden filmen er omme, vil han kræve sin hævn.
Fjollerier, øjeguf og masseødelæggelse
Det er den tredje film, og bortset fra udskiftningen på kærestefronten og de marginalt mere voksne temaer såsom jobsøgning, er alt som det plejer.
Humoren er stadig fjollet. Sams kæreste er stadig øjeguf, og Bays kameraføring gør intet for at skjule det. Masseødelæggelse er stadig instruktørens foretrukne værktøj, når manuskriptet kalder på action.
Det er en stor, dum røvbasker, som kun Bay kan lave dem. Men man kan sagtens hygge sig alligevel. Det er en film, man ser for at se, ikke for at tænke store tanker.
