V for Vendetta er en actionthriller fra 2005 baseret på en tegneserie af Alan Moore, forfatteren bag Watchmen og The Killing Joke. Den er instrueret af debutanten James McTeige, der stod i lære, så at sige, som 1st Assistant Director på The Matrix Reloaded og The Matrix Revolutions. I hænderne har han fået et manuskript af Wachowski-brødrene, der også har produceret filmen.
Alan Moores fortælling er inspireret af legenden om Guy Fawkes, en oprører, der forsøgte at sprænge det britiske parlament i luften i 1605. Fremtidens England er forvandlet til en fascistisk politistat, der styres med hård hånd og overlader et minimum af fri vilje til befolkningen.
Filmatiseringen en velskrevet og underholdende thriller med skønne Natalie Portman og yderst velformulerede Hugo Weaving som et umage makkerpar. Den er flot og effektfuld, og man finder lidt af The Matrix-magien i de kung fu-inspirerede kampscener.
Historien er som nævnt inspireret af en legende, og det samfund, den portrætterer, er som snydt ud af næsen på 30’erne og 40’ernes Tyskland, da Hitler havde fat i den lange ende. Det er en fascinerende og effektiv cocktail. Selvom historien er en anelse forudsigelig, og det ikke er lykkedes Wachowski-brødrene at lave en ny The Matrix, er V for Vendetta stadig forrygende underholdning.