Wall Street: Money Never Sleeps er et drama fra 2010 instrueret af Oliver Stone. Han er manden bag JFK, Født den 4. juli, Natural Born Killers og mange andre. Filmen er en efterfølger til Wall Street fra 1987, som er både skrevet og instrueret af Stone.
Gordon Gekko (Michael Douglas) er tilbage, løsladt efter næsten 8 års fængsel. Men han har mistet alt, og hans datter vil ikke se ham. En dag bliver han opsøgt af hendes forlovede, der vil forsøge at forsone dem. Han er tilfældigvis ansat i en konkursramt bank på Wall Street, og de to bliver enige om et samarbejde, der kan gavne dem begge.
Det er et godt drama fra en af Hollywoods mestre. Den er velskrevet og spændende, og den er inspireret af de nye tider, ikke mindst den globale finanskrise. Det gamle motto fra den første film er forvandlet til et spørgsmål: Is Greed Good?
Gordon Gekko besvarer det bedst under en forelæsning i filmen. Det store spørgsmål er, om verden har forstået budskabet eller fortsætter som hidtil og forventer et nyt resultat.
Desværre er filmen selv en anelse ambivalent. På den ene side får du en ordentlig røvfuld til Wall Street. På den anden side er Gordon Gekko blevet en populær figur, selvom han var skurken i den første film. Ikke engang Oliver Stone kan få sig selv til at tryne ham ordentligt. Jeg vil ikke afsløre for meget, men jeg synes, slutningen skuffer.