Wayne’s World er en komedie fra 1992 instrueret af Penelope Spheeris, hvis meritter bl.a. tæller komedierne The Beverly Hillbillies, The Little Rascals og Black Sheep samt B-filmen Hollywood Vice Squad.
Den er baseret på en Saturday Night Live-sketch skabt af Mike Myers, der spiller Wayne Campbell. Sammen med bedstevennen Garth Algar (Dana Carvey) sender de et live-TV-show fra Waynes mors kælder.
I filmen bliver de opdaget af en TV-producer, som køber deres show og pimper det på en ufed måde. Samtidig forelsker Wayne sig i skønne Cassandra Wong (Tia Carrere), som er forsanger i et rockband kaldet Crucial Taunt.
En hurtig beskrivelse: Bill & Ted’s Excellent Adventure møder “Weird Al” Yankovics UHF. Wayne og Garth har sine egne særheder, men der er et åndeligt slægtskab til Bill og Ted. Humoren, sketch-formen og amatør-TV-temaet læner sig dog i retning af UHF.
Ungdommelig vildskab
Musik fylder en del i filmen, og det er en væsentlig grund til valget af Spheeris, som ikke havde nogen erfaringer med komedier. Hun havde nemlig lavet dokumentarer om punkrock og heavy metal.
Det kommer til udtryk i flere scener, ikke mindst i den berømte scene med Queens Bohemian Rhapsody, hvor Mike Myers fik ondt i nakken og skældte ud på alle. Heldigvis overlevede scenen.
Humoren er ofte fjollet, men på den gode måde. Især meta-jokesene er ret sjove, og der er flere overraskende (og skægge) cameos med bl.a. Alice Cooper og Al Bundy dvs. Ed O’Neill, som han hedder.
Det romantiske plot, venskabet mellem de to hovedpersoner og integriteten i den ungdommelige vildskab versus det kommercielle maskineri er de bærende kræfter, som driver filmen hjem.
I skrivende stund kan du se den på TV2 Play med et SkyShowtime tilkøb.