Weird: The Al Yankovic Story er en komedie baseret på den usande historie om musikeren og harmonika-virtuosen Al Yankovic, der er kendt for at parodiere andres sange, hvilket enten er en slags blasfemi eller et enestående talent, alt efter hvem man spørger.
Handlingen følger stakkels Al, der vokser op hos sine strenge forældre, som ikke vil lade ham være den, han er, og gøre de ting, han har lyst til. Men i al hemmelighed øver han og drømmer om at blive den bedste… måske ikke teknisk set den bedste, men så i det mindste den mest berømte harmonika-spiller indenfor en ekstremt specifik musikgenre.
Filmen er ret genial. Al er parodist, så naturligvis er filmen en parodi på lignende musikbiografier. Lige som han ændrer teksterne til andres sange, har han ændret fortællingen om sit eget liv.
Den skønneste komik
Den kan ikke sammenlignes med f.eks. Walk Hard: The Dewey Cox Story eller The Pick of Destiny. Bortset fra visse scener er den mindre skør og overdrevet, men snarere tør og underspillet. Den afvikles som en rigtig musikbiografi. Kun den bidende satiriske og tongue-in-cheek-agtige dialog afslører den.
Tilsvarende kan den heller ikke sammenlignes med UHF, som også er en åbenlyst mere vanvittig potpourri af filmparodier. Weird finder en anden tone, fordi den på overfladen ligner en rigtig musikparodi med alt, hvad dertil hører.
Af samme grund har de ikke valgt en skuespiller, som ligner Al. Jeg husker, jeg undrede mig over valget af Daniel Radcliffe, da jeg hørte om filmen første gang. Men han er for det første rigtigt god. Og så følger han en trend fra mange andre musikbiografier, hvor skuespillerne heller ikke ligner de kunstnere, de skal forestille at være.
Det er således en parodi på både Als eget liv og selve genren. Men den er herligt underspillet.
Det falder godt i tråd med Als musik. Mange af de største hits er så velproducerede, det næsten kun er teksten, som skiller sig ud. Kontrasten mellem dialogen og holdets straight-face-skuespil, filmens score m.m. skaber den skønneste komik.
