Wes Craven’s New Nightmare er en gyser fra 1994 skrevet og instrueret af mesteren selv. Det er den syvende og sidste film i min Freddy Krueger-boks, men den er ikke en del af serien. Det er i stedet en meta-film.
Heather Langenkamp, der spillede Nancy Thompson, hovedpersonen i den første og tredje film, spiller en fiktiv udgave af sig selv. Hun er gift med en af effektfolkene fra Cravens film, og de har en 7-årig søn.
Faktisk er dette ret tæt på virkeligheden. Langenkamp blev gift med en effektmand i 1989, og de tilbød ham endda at spille sig selv. Han valgte dog at takke nej. De havde ikke en 7-årig søn endnu, men de har fået to børn, og de er stadig sammen.
I filmen plages hun af mareridt inspireret af sit eget og mandens arbejde, fordi hun har en stalker, som ringer og foregiver af være Freddy Krueger i egen kødelige person. Det viser sig dog, det ikke bare er en syg fan, men noget langt værre – og ondere.
Hitchcock’sk gyser
Det er en interessant og kreativ idé med masser af nye muligheder. Selvom den ikke fortsætter serien, men fungerer som et meta-agtigt spin-off, har den masser af samme mareridtsagtige stemning.
Meta-vinklen puster nyt liv i den 10 år gamle franchise. Det er faktisk en af Cravens bedste film om den brankede bussemand. Mere alvorlig end de seneste film, og mere uhyggelig pga. de realistiske temaer såsom vrangforestillinger og forfølgelsesvanvid.
Man kan sige, at Craven har forvandlet sine morderiske mareridt til en næsten Hitchcock’sk gyser. Det er et andet niveau.
Det er godt at gense Heather Langenkamp. Det er ærgerligt, hun ikke blev en større stjerne. Hun er meget mere end bare en typisk slasher-dulle. Snarere en god blanding af Sigourney Weaver og Linda Hamilton.
Forrygende finale
Et andet højdepunkt er barnestjernen Miko Hughes. Han spillede lille Cage i Pet Sematary, og han lavede mange andre film i 90’erne. Han er virkelig god, både i alvorlige scener, men også i mere teatralske som f.eks. da han afslutter eventyret om Hans & Grete.
Der er mange rigtigt fede effekter, måske endda seriens bedste. Craven har grebet chancen for at realisere nogle idéer, han ville have brugt tidligere. Selvom de anvendes på en lidt anden måde her, bidrager de rigtigt godt til den samlede oplevelse.
Det er en fremragende film og en meget bedre slutning til Freddy Kruegers saga end den skuffende sekser. Selvom den hedder Wes Craven’s New Nightmare, er det ikke en ny begyndelse, men en forrygende finale.