Antboy

Oscar Dietz som Antboy.

Som gammel tegneserielæser og superheltefan skal jeg naturligvis se den danske Antboy. Selvom det er en superheltefilm for et yngre publikum, kan hele familien sagtens kigge med.

Den er ikke spor uhyggelig, om end Nicolas Bro gør sit bedste for at skræmme de mindste biografgængere, men jeg trænger til en pause i årets oktobergys, og den fortjener et gensyn og en anmeldelse her på bloggen.

12-årige Pelle er en helt almindelig skoledreng. Det er de fleste superhelte, før de bliver bidt, bestrålet eller migrerer fra en fjern planet. For Pelle sker det første, og som titlen antyder, er bidedyret en myre. Han får mægtige myrekræfter og springer ud som superhelt.

Han får sig naturligvis en ærkefjende, førnævnte Nicolas Bro i rollen som en falleret (og mere eller mindre gal) videnskabsmand, der forvandler sig til superskurken Loppen og kidnapper Pelles søde klassekammerat, Amanda, som han er hemmeligt forelsket i.

Superhelte i børnehøjde

Fra introens tegneseriestil til de, efter danske forhold, imponerende effekter og fede kostumer, er det en gennemført superheltefilm. Den “låner” ganske vist masser af inspiration fra de amerikanske ditto, især Spider-Man, men den gør det så godt, og på sin egen måde, det ikke er et problem.

Humoren er delvist parodisk, men ikke i samme grad som f.eks. DukseDrengen. I stedet trækker den genren ned på et børnevenligt niveau, hvor de 12-årige forbryderbekæmpere minder mere om børnene fra de tidlige Harry Potter-film.

Det er en sød, sjov, lille superhelte- og ungdomsfilm, der handler om venskaber, uskyldige forelskelser og at tro på sig selv og gøre det rigtige, når det gælder. En fin og velkommen tilføjelse til genren.

I skrivende stund kan du se den på TV2 Play.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.