Længe før Hollywood fik øjnene op for superheltes potentiale på det store lærred, huserede de hjemme i stuerne på den dengang meget, meget lille skærm. Superman havde sin egen serie i 1950’erne. Batman tog over i 1960’erne. Og i 1970’erne blev det sørme Wonder Womans tur.
Historien er velkendt. Piloten Steve Trevor styrter ned på Paradisøen, hvor Diana og de andre amazoner bor. De lapper ham sammen, og Diana tager med ham tilbage til USA. Men ift. den nye film med Gal Gadot er der også væsentlige forskelle.
Den foregår under 2. verdenskrig. Det samme gjorde tegneserierne. Diana bliver hurtigt kendt som Wonder Woman, og hun får sig en hemmelig identitet, så hun kan slå sig ned og bekæmpe forbrydere og nazister igen og igen i mange kommende afsnit.
Kvinder er fremtidens bølge,
og søsterskab er stærkere end alt andet.
Det er en naivistisk, familievenlig superhelteserie i samme ånd som Batman-serien med Adam West. Dog er den knap så satirisk i sin tilgang til karakteren. Men det er den samme uskyldige, blåøjede godhjertethed og optimisme, der præger den. Selv nazisterne er ufarlige tegneserieskurke, omend de beskrives som både onde og grusomme i dialogen.
Lynda Carter er den perfekte Wonder Woman. Hun er ung, smuk og charmerende, og selvom hun sværmer overraskende hurtigt for Steve, er hun også “ukvindeligt anmassende” ifølge en af seriens andre karakterer. Hun render ganske vist rundt i en badedragt, og det er en ældre serie, der foregår i en endnu ældre tid. Men hun er en heltinde og et feministisk symbol. En stærk, egenrådig kvinde.
På Paradisøen er der kun kvinder. Takket være de rene omgivelser er vi i stand til at udvikle vores evner og fysiske styrke uhindret af den mandlige ødelæggelse.
Repræsentation fylder meget i disse år. I nogle film og TV-serier får den hele armen. I andre bliver de mindste ting blæst op af kritikere. Udtrykket woke og fraser som: “Go woke and go broke” er blevet populære skældsord i mudderkampen mellem den yderste højrefløj og alle andre.
Det er derfor lidt sjovt at høre nogle af de replikker, der falder i den 45 år gamle TV-serie. Der var sørme også en kvindekamp dengang. Steve er en dude in distress, og Wonder Woman er et feministisk symbol, der både handler og taler. Jeg har smidt nogle citater i mellem afsnittene.
Det lyder måske voldsomt propagandistisk, men det er som nævnt en godhjertet, familievenlig superhelteserie. Den er sjov og underholdende, og selvom jeg aldrig har set den, minder den mig om tiden og tidsånden og lignende TV-produktioner.
