Zombi 2, også kendt på dansk som Rædslernes grønne ø, er en italiensk zombiegyser fra 1979 instrueret af Lucio Fulci. Han er manden bag bl.a. The Psychic og The New York Ripper.
Filmen blev produceret som en efterfølger til George A. Romeros Dawn of the Dead. Den blev nemlig omklippet af Dario Argento og udgivet som Zombi i Italien. De to film kan uden problemer ses uafhængigt af hinanden.
Den er også udgivet som Zombie Flesh Eaters, Zombie: The Dead Walk Among Us, The Island of the Living Dead, Woodoo og Nightmare Island.
Handlingen følger Anne Bowles (Tisa Farrow, Mia Farrows lillesøster) og journalisten Peter West. Da Annes fars båd dukker op i New York under mystiske omstændigheder, tager de til øen Matul i Caribien, hvor faderen forskede, for at finde ud af, hvad der er sket.
Indvoldsguffende kadavergnaskere
Mine Fulci-oplevelser er få, og de stritter i hver sin retning. Jeg kunne lide The Psychic, men både Conquest og Touch of Death er en anden snak. Men han opper sig gevaldigt i denne omgang, faktisk så meget at han skaber en genreklassiker.
Først og fremmest er filmen rigtigt flot. Fulci har tænkt over, hvad han laver. Hver eneste optagelse, kameravinkel, zoom og panorering er udført med omtanke og elegance. Her vækker hans arbejde minder om selveste Sergio Leone.
Handlingen er spændende og dramatisk og kun i mindre grad skæmmet af skidt skuespil, hvilket især kommer fra de unge damer. Den følger ikke vanlige zombie-opskrifter, hvor en kort indledning oftest fører til en langstrakt overlevelseskamp. I stedet fokuserer den på mysteriet om faderens forsvinden samt det usædvanlige fænomen, han efterforskede.
Den skiller sig derfor ud i genren på en positiv måde. Men den når samtidig at afkrydse alt det, fans af både zombier og B-gys gerne vil have. Indvoldsguffende kadavergnaskere, blod, vold og bare badenymfer både med og uden hajer som selskab.
Jo mere jeg tygger på den, jo flere hjerter får jeg lyst at give den.
