Spider-Man er tilbage i sit tredje og (foreløbig) sidste kapitel. Den svære to’er endte lykkeligt, og faktisk går det rigtigt godt for vores helt. Næsten for godt. Vi, der har været trofaste læsere siden barnsben, ved, det kun er et spørgsmål om tid, før det atter går galt.
For Spider-Man er ikke bare en superhelt. Han er en knægt, der kæmper for at blive voksen og for at holde styr på skolen, arbejdet og kærligheden, når han ikke kæmper for sit liv og for at hjælpe andre.
Han blev ikke sendt til Jorden fra en fjern planet. Hans forældre blev ikke myrdet for øjnene af ham, da han var ganske ung. Han var en almindelig dreng, ikke en skæbnebestemt superhelt. Det er netop det, der adskiller ham fra de andre. Spider-Man er først og fremmest Peter Parker.
Der var en, der var to, der var tre …
Der er rigeligt at slås med for Peter. Selvom Mary Jane ved, han er Spider-Man, er hun ikke helt tilfreds med, han altid farer afsted, når hun har brug for at snakke. Hans gamle ven, Harry, kender hans hemmelighed og vil hævne sin fars død. En ny fotograf forsøger at snuppe hans job. En ny pige på skolen har et lidt for godt øje til Spider-Man. Han har 99 problemer og en b… er en af dem.
Sidst, men ikke mindst, og naturligvis, kunne man tilføje, er der ikke bare én, men hele to superskurke i denne finale – altså ud over Harry. Den ene er oven i købet en parasit, der bliver et problem for både Spider-Man og Peter.
At være – eller ikke at være Spider-Man?
Propfuld – men fantastisk alligevel
De har forsøgt at mase rigtigt meget ind i én film. Det er en svaghed, for der er mange subplots og detaljer, og der er ikke tid til at fordybe sig i det hele. Historien springer frem og tilbage, og den røde tråd kan være svær at få øje på.
For den trofaste læser og fan med indgående kendskab til de mange karakterer og deres fulde baggrund betyder det uden tvivl mindre, men for den almindelige biografgænger, der ikke kender hæfterne, kan det måske være et problem.
Alligevel er Spider-Man 3 en fantastisk film. Spændende, sjov, imponerende, især overraskende (der er nogle fantastiske scener, jeg ikke vil afsløre – men de hiver godt fat i lattermusklerne og rusker dem grundigt) og rørende.
Man føler med knægten og under ham det bedste. Jeg vil sige, at de to første film var bedre. Der er læsset meget på denne her, og det er som nævnt en svaghed. Men jeg må alligevel give den en topkarakter. For den hører til på det niveau.
Efterord
Ja, sådan skrev jeg i 2007, da jeg lige havde set filmen i biografen. Jeg anede ikke, den ville blive så udskældt, som den er blevet. Jeg var bare glad i låget efter en god oplevelse. Ville jeg mene noget andet i dag? Måske ikke. Som jeg også skriver, er de to første film bedre.
Det mener jeg også i dag. Jeg er stadig vild med Sam Raimis Spider-Man i det hele taget, og jeg synes faktisk, at filmen håndterede Sandman rigtigt godt. Alt i alt ville den sikkert stadig underholde mig, og jeg ville nok vælge at skide kritikken et stykke.
