Spider-Man 3

Spider-Man er tilbage i sit tredje og (foreløbig) sidste kapitel. Den svære to’er endte lykkeligt, og faktisk går det rigtigt godt for vores helt. Næsten for godt, og vi, der har været trofaste læsere siden barnsben, ved, at det kun er et spørgsmål om tid, før det atter går galt. For Spider-Man er ikke bare en superhelt. Han er en knægt, der kæmper for at blive voksen og for at holde styr på skolen, arbejdet og kærligheden, når han ikke kæmper for sit liv eller for at hjælpe andre. Spider-Man blev ikke sendt til jorden fra en fjern planet, og hans forældre blev ikke myrdet for øjnene af ham, da han var ganske ung. Han voksede op som et almindeligt menneske, ikke en skæbnebestemt superhelt. Og det er netop det, der adskiller ham fra de andre. For Spider-Man er først og fremmest Peter Parker.

Og der er rigeligt at slås med for Peter, for selvom Mary Jane ved, at han er Spider-Man, så er hun ikke helt tilfreds med, at han altid farer afsted, når hun har brug for at snakke. Der er hans gamle ven, Harry, der vil hævne sin fars død og også kender hans hemmelighed. Der er en ny fotograf på jobbet, der forsøger at snuppe hans job. Der er en pige på skolen, der har et lidt for godt øje til Spider-Man. Og så er der, sidst men ikke mindst og naturligvis, kunne man tilføje, ikke bare én, men hele to superskurke i denne finale. Den ene er oven i købet en parasit, der bliver et problem for både Spider-Man og Peter Parker.

De har forsøgt at mase rigtigt meget ind i én film. Og det er en svaghed, for der er mange detaljer, der ikke får nok opmærksomhed, og meget andet, hvor flere detaljer ville gøre gavn. Historien springer frem og tilbage, og den røde tråd vil måske for nogle være svær at få øje på. For den trofaste læser og fan med indgående kendskab til de mange karakterer og deres fulde baggrund betyder det uden tvivl mindre, men for den almindelige biografgænger, der ikke kender hæfterne, kan det måske være et problem.

Men alligevel er Spider-Man 3 en fantastisk film. Spændende, sjov, imponerende, især overraskende (der er nogle fantastiske scener, jeg ikke vil afsløre – men de hiver godt fat i lattermusklerne og rusker dem grundigt) og rørende. Man føler med knægten og under ham det bedste. Jeg vil sige, at de to første film var bedre. Der er læsset meget på denne her, og det er som nævnt en svaghed. Men jeg må alligevel give den en topkarakter. For den hører til på det niveau.

Efterord: Ja, sådan skrev jeg i 2007, da jeg lige havde set filmen i biografen. Jeg anede ikke, at den ville blive så udskældt, som den er blevet. Jeg var bare glad i låget efter en god oplevelse. Ville jeg mene noget andet i dag? Måske ikke. Som jeg også skriver, er de to første film bedre. Det mener jeg også i dag. Og jeg er stadig vild med Sam Raimis Spider-Man i det hele taget, og jeg synes faktisk, at filmen håndterede Sandman rigtigt godt, så alt i alt ville filmen sikkert stadig underholde mig, og jeg ville nok vælge at skide kritikken et stykke.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *