Death Proof

Death Proof er Quentin Tarantinos bidrag til film-projektet Grindhouse, som er en hyldest til et ældre, amerikansk fænomen kaldet Grindhouse Cinema. Der var tale om niche-biografer, som viste en bestemt type B-film, også kaldet exploitation-film, hvor især vold og sex var i højsæde. De klassiske splatterfilm, vi kender i dag, er født ud af denne genre.

Disse biografer eksisterede overalt i USA i 60’erne og 70’erne, men de uddøde, da videomarkedet tog over. Ofte bestod en forestilling af to film, og derfor gik Quentin sammen med Robert Rodriguez for at lave hver sin film til en fælles forestilling.

Ligner B-film fra 70’erne

Man kan sammenligne projektet med det danske dogme-projekt i den forstand, at de to utvivlsomt må have opstillet en række regler for deres film. Blandt andet er Death Proof optaget og redigeret på en måde, der får den til at ligne en B-film fra 70’erne.

Det første man bemærker, er de tydelige ridser i filmen. Dengang de brugte filmspoler, blev filmene simpelthen slidt. Derudover er der den sløsede redigering, som også kendetegnede en billig produktion dengang. Her er det dog gjort med vilje.

Rosario Dawson som Abernathy.

Man mærker Tarantinos stil med det samme, for han har altid brugt irrelevant dialog til at krydre sine historier. F.eks. åbningsscenen i Reservoir Dogs om Madonnas Like a Virgin eller Jules og Vincent i Pulp Fiction, der bruger flere minutter på at diskutere Amsterdam og forskellen på en amerikansk og en europæisk McDonald’s restaurant. På den måde skaber han noget, der ligner hverdag for sine karakterer.

Meningsløs vold

Til gengæld er plottet tyndt som toilet-papir, og efter en (meget) lang indledning bliver man nærmest tvangsfodret med en ordentlig mundfuld rå og meningsløs vold.

Den gamle gut, Kurt Russell, er fed som utilregnelig massemorder, og tøserne er tilpas dumme, sexede og frække i munden til, at man kan nyde dem, som de er og skal være i genren. Uden at have levet i USA i 60’erne og 70’erne og oplevet Grindhouse Cinema-fænomenet selv, vil jeg tro, han har ramt dele af genren perfekt.

Savner mere kød på historien

Jeg er ambivalent. Jeg erkender, at Tarantino har gjort det, han ønskede at gøre. Dem, der elsker genren, vil formentlig elske filmen. Men jeg må indrømme, at jeg længe sad og ventede på, der ville ske noget mere.

Da det så endelig sker, går det alt for stærkt. For hurtigt overstået. Og jeg savner samtidig mere baggrund. Mere kød på historien. Måske burde jeg ikke, for det er ikke, hvad Tarantino har været ude på, men det gør jeg.

Hvis jeg gik ind på en fin, fransk restaurant og bestilte en bøf, er det også muligt, jeg ville få serveret en bøf, som kokken ser den. Men ville jeg blive mæt?

Nøgleord: , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.