Death Proof

Death Proof er Quentin Tarantinos bidrag til film-projektet Grindhouse, der er en hyldest til et ældre, amerikansk fænomen kaldet “Grindhouse Cinema.” Kort fortalt var der tale om en niche-biograf, der viste en bestemt type b-film, også kaldet exploitation-film, hvor især vold og sex var i højsæde. De klassiske splatterfilm, vi kender i dag, er født ud af denne genre. Disse biografer eksisterede overalt i USA i 60’erne og 70’erne, men de uddøde, da videomarkedet tog over. Ofte bestod en forestilling af to film, og derfor gik Quentin sammen med Robert Rodriguez for at lave hver sin film til en fælles forestilling under titlen Grindhouse.

Man kunne sammenligne deres projekt med vores eget dogme-projekt i den forstand, at de to utvivlsomt må have opstillet en række regler for deres film. Blandt andet er Death Proof optaget og redigeret på en måde, der får den til at ligne en b-film fra 70’erne. Det første man bemærker, er de tydelige ridser i filmen, der ville kendetegne en slidt biograf-film fra dengang, man brugte filmspoler. For ikke at nævne den sløsede redigering, der meget vel kan have kendetegnet en billig produktion dengang. Her er det dog gjort med vilje.

Man mærker Quentin Tarantinos stil med det samme, for han har altid brugt irrelevant dialog til at krydre sine historier (bare tænk på åbningsscenen i Reservoir Dogs om Madonnas Like a Virgin eller Jules og Vincent i Pulp Fiction, der bruger flere minutter på at diskutere Amsterdam og forskellen på en amerikansk og en europæisk McDonald’s restaurant), og på den måde skabe noget, der ligner hverdag for sine figurer.

Til gengæld er plottet tyndt som toilet-papir, og efter en (meget) lang indledning, bliver man nærmest tvangsfodret med en ordentlig mundfuld rå og meningsløs vold. Den gamle gut, Kurt Russell, er fed som utilregnelig massemorder, og tøserne er tilpas dumme, sexede og frække i munden til, at man kan nyde dem, som de nu er og skal være ifølge Quentin. Uden at have levet i USA i 60’erne og 70’erne og oplevet “Grindhouse Cinema”-fænomenet selv, vil jeg alligevel tro, at han har ramt dele af genren perfekt.

Jeg er ambivalent. Jeg erkender, at Quentin har gjort det, han ønskede at gøre. Og at dem, der elsker genren, formentlig vil elske denne her. Men da jeg så den, må jeg indrømme, at jeg længe sad og spekulerede på, hvornår der ville sket noget mere. Og da det så endelig skete, gik det næsten alt for stærkt. For hurtigt overstået. Og jeg savner samtidig mere baggrund. Mere kød på historien. Måske burde jeg ikke, for det er ikke hvad Quentin har været ude på, men det gør jeg.

Hvis jeg gik ind på en fin, fransk restaurant og bestilte en bøf, er det også muligt, jeg ville få serveret en bøf, som kokken ser den. Men ville jeg blive mæt?

Nøgleord: , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *