Batwoman

Batwoman er den seneste – og mest udskældte – TV-serie i DC Comics’ TV-univers, og årsagen til de verbale klø er næsten en kliché. Den nye, maskerede heltinde, Kate Kane, er Batmans lesbiske kusine, og hun tillader sig at sige ting som, at Batmans dragt vil være perfekt, når den passer en kvinde, og at hun er bedre end ham. Uha, uha.

TV-serien er derfor hurtigt blevet udråbt som feministisk LBTGQ-propaganda af værste skuffe og det seneste angreb på den hvide, heteroseksuelle mand – endda på et af hans største og sejeste idoler, Batman.

Skabt i tegneserierne – ikke Hollywood

Det har ikke mildnet kritikerne, at Batwoman blev skabt i tegneserierne af bl.a. Geoff Johns og Grant Morrison for snart 15 år siden, og at hun allerede dengang var en lesbisk kvinde, der overtog Batmans plads i perioder. Det vil sige, hun ikke bare er det politisk korrekte Hollywoods opfindelse. Hun er et produkt af anerkendte tegneserieskabere.

Serien lægger sig også relativt tæt op af tegneserierne. Meget tættere end Arrow og Flash. Men når først internettet er eksploderet, er det svært at samle igen.

Den rummer ganske rigtigt alt det, kritikerne ikke kan lide. Men i den fulde kontekst er de få replikker, der har skabt mest vrede, slet ikke så provokerende endda. Der er f.eks en god grund til, hun ikke vil ligne Batman. At det skal pointeres, hun ikke er ham.

Samtidig er den ikke helt så propfuld af feministisk propaganda, som man kunne tro, hvis man kun lytter til de kritiske røster – hvoraf mange muligvis ikke engang har set den. Næ, det er først og fremmest en superhelteserie om en ny superhelt, og hun kæmper det meste af tiden med klassiske superhelteproblemer.

Der er dog et par afsnit i midten af sæsonen, hvor den smører rigtigt tykt på. Det er helt unødvendigt. Kates kærlighedsliv og on/off-forhold til politikvinden Sophie samt deres fortid og Sophies egne problemer med at springe ud har allerede dækket (og repræsenteret) emnet godt og grundigt uden samtidig at fylde det hele.

Men der er et par afsnit, hvor temaet eksploderer i ansigtet på dig. Uanset hvilket budskab, du gerne vil levere, er det sjældent den bedste måde.

Bedre end forventet

Kvaliteten er generelt som i de andre DC-TV-serier. Produktionsniveauet er højt, men skriveriet er ofte en smule dumt, og der er et strejf af teen-drama. Men den er – foreløbig – slet ikke så ringe, som de ondeste tunger antyder. Hovedpersonen er relativt ny og ulig Batman, selvom den henter mest inspiration fra hans hjørne af DC-universet.

Alice er en velfungerende skurk, og selvom hun minder om Jokeren på mange måder, er hendes karakter baseret på Alice i Eventyrland. Det skaber masser af finurlige, tvistede vinkler. Der er en dysterhed og uhygge, som minder mig om Gotham, der også startede rigtigt godt. Batwoman er på mange måder et frisk pust i Arrowverset.

Opdatering

Siden jeg skrev anmeldelsen, er Ruby Rose stoppet. Hun har beskrevet oplevelsen som “beskattende” (“taxing”) og henviser bl.a. til en rygskade, hun pådrog sig under optagelserne. Men den enorme kritik kan også være en del af “beskatningen.”

Ud over kritikken af temaerne fra den ene fløj, blev hun også kritiseret af den anden fløj for ikke at være lesbisk nok, da hun identificerer sig selv som “genderfluid” dvs. et sted midt i mellem kønnene. Hun sprang dog ud allerede som 12-årig og har primært datet kvinder.

Nå, men producerne har valgt at skrive Kate Kane ud af serien og opfinde en ny karakter, der overtager rollen som Batwoman. Den nye skuespiller er Javicia Leslie. Jeg vender tilbage med et ord om hende og den nye sæson engang i fremtiden.

2. sæson

Den nye sæson af Batwoman er startet på HBO, og jeg har i skrivende stund set de første 4 afsnit.

Kate Kane er ude jvf. Ruby Roses exit som beskrevet længere oppe. Desværre medvirker hun heller ikke i overdragelsen. De skriver hende ud i et flystyrt, og det hele bliver en smule tilfældigt – og kluntet sat op.

Den nye Batwoman er en hjemløs, ung kvinde med en god portion vrede og en tilpas mængde kampsportserfaring. Hun har sin egen barske baggrundshistorie, men jeg vil ikke afsløre for meget.

Niveauet har ikke ændret sig over natten. Bortset fra rolleskiftet og handlingens udvikling derfra, er alt som det plejer. Det meste er stadig okay superhelte-action med lidt personligt drama her og der og enkelte politiske enetaler.

Det sidste vil afholde kritikerne fra at overgive sig. Selv mener jeg også, det er bedre at vise end at tale i serier som denne. Karakterernes historie og hverdag kan sagtens være dækkende. Enetaler bliver lidt for meget.

Men hvis du kan leve med det, får du også en superhelteserie. På godt og ondt. Jeg vil formentlig fortsætte med den. Når det kommer til stykket, er det, der får mig til at bande ad skærmen, oftest de samme dumheder, du også finder i Arrow og Flash.

Det er bare niveauet i Arrowverset. Men det kan godt være hyggeligt alligevel.

Sidste opdatering – med spoilere!

Jeg har set Batwoman med de bedste intentioner. Jeg kan godt lide stærke kvinde og superheltinder. Jeg har intet problem med LBTGQ-personer og sociale kommentarer.

Men jeg mister lysten til at se mere, når en serie sovser rundt i dumme beslutninger, fjollede plotdetaljer og manglende logik. Dette problem har været tiltagende.

Først var der Bat-dragtens kryptonit, som bogstaveligt talt også er kryptonit. Det er torskeharmende dumt. Batwoman er ikke Supergirl, bare fordi dragten er skudsikker. Det virker meningsløst, at alle pludselig fokuserer på denne svaghed, når der er 117 andre måder, man kan forsøge at besejre et almindeligt menneske i en skudsikker dragt. Især når man kender hendes hemmelige identitet og kan få fat på hende, når hun slet ikke har dragten på. Ih, det er dumt.

Det går også galt i plottet i anden sæson. Først skriver de Kate ud, okay. Men så begynder de gudhjælpemig at skrive hende ind igen. At føre plottet ind på en søgen efter hende. For nylig læste jeg, at de endda har re-castet hende. Jamen, det kunne de bare have gjort fra starten så.

Endelig er der den nye Batwomans idiotiske beslutninger. Hun insisterer f.eks. på at ignorere et åbent, væskende skudsår, der ovenikøbet er selvlysende, fordi hun vil vise, hun er god nok. Hvad er logikken bag den tanke? At rigtige helte ikke har brug for at få tilset deres skudsår?

Der er grænser for, hvor ofte jeg orker at bande ad skærmen. Jeg stopper. Jeg revurderer også min bedømmelse. Det startede fint, men det varede ikke ved.

Du kan se den på HBO, hvis du alligevel er nysgerrig.