Charlie’s Angels er en actionkomedie fra 2000 instrueret af McG. Det er hans debutfilm. Siden har han bl.a. instrueret Terminator Salvation og The Babysitter-filmene.
Den er naturligvis baseret på TV-serien af samme navn fra 1976, hvor stjerner som Farrah Fawcett og Tanya Roberts var nogle af de oprindelige engle dvs. hemmelige agenter i Charlies private agentur.
Filmen følger samme præmis. Faktisk er den ikke engang et reboot. John Forsythe, bedre kendt som Blake i Dollars, lægger stadig stemme til den mystiske Charlie, og de tre agent-damer er nye karakterer.
De spilles af Lucy Liu, Drew Barrymore og Cameron Diaz. En velvalgt trio af skønne damer, der sagtens kan matche seriens ditto. Måske var Fawcett dengang et større sexsymbol. Men de nye damer er mere alsidige skuespillere, og de har et større komisk talent.
Én karakter er dog re-castet. John Bosley, agenturets eneste mand ud over Charlie selv, spilles af Bill Murray. Han er både en slags faderfigur og sidekick til de barske damer.
Spionløjer og lumre undertoner
Deres mission er enkel. Eric Knox, opfinderen af et nyt stemmegenkendelsessystem, er blevet bortført, og de skal finde ham. De mistænker en anden tech-gigant, Roger Corwin, der ejer en global kommunikationsvirksomhed.
Men som i en hver god spionfilm er der et tvist.
Jeg har aldrig fået set den gamle TV-serie, og jeg ved ikke, om filmen fanger ånden, tonen eller humoren. Jeg vil dog vove den påstand, den opdateret til de nye tider, for den er som en blanding af xXx og Austin Powers.
Der er vilde actionstunts a la The Matrix, og masser af spionløjer med humor og lumre undertoner. De tre smukke kvinder udnytter deres stærkeste våben i en verden fuld af mænd, som oftest er håbløst bøvede.
Det er en film med masser af glimt i øjet. Dum på den gode måde. En over-the-top-spionkomedie med tre charmerende damer og andre folkekære ansigter.
