Joker: Folie à Deux er titlen på den længe ventede efterfølger til Joker. Undertitlen er fransk og betyder ”madness of two.” Sjovt nok foreslår Google Translate ”madness for two,” hvilket ganske vist er en meget lille forskel, men det minder mig om sangen Tea for Two.
De har ikke oversat det til engelsk, fordi det franske udtryk samtidig er et psykiatrisk begreb introduceret i 1800-tallet af Charles Lasègue. Det dækker over fænomenet induceret paranoid psykose, hvor to eller flere personer deler den samme forrykthedstilstand.
Et voilà: Joker & Harley Quinn.
Arthur Fleck er havnet på den lukkede afdeling for kriminelt sindssyge, hvor han afventer sin retssag for mordene begået i den første film. Her er latteren stille og roligt forstummet, men så møder han Harleen Quinzel (Lady Gaga), og sød musik opstår. Bogstaveligt talt.
Instruktøren er atter Todd Phillips, og han har endnu engang skrevet manuskriptet sammen med Scott Silver. Sidstnævnte er også forfatter på film som 8 Mile og The Fighter.
Hold kæft, den var dårlig!
Castingen af Lady Gaga udløste kraftige reaktioner. Hun er først og fremmest en af verdens største popstjerner, og hendes korte filmografi tæller mindre roller i Machete Kills og Sin City: A Dame to Kill For samt hovedrollen i A Star Is Born.
Phillips og stjernen bag klovnemasken, Joaquin Phoenix, havde allerede tumlet med idéen om at lave en musical. Phoenix hævder, det kom til ham i en drøm. På den baggrund giver castingen af en talentfuld sangerinde god mening, og Gaga er ikke bare en popprinsesse a la Britney Spears. Hun er snarere en kvindelig Freddie Mercury.
Musik fylder rigtigt meget i filmen. Dels i form af sange fremført af karaktererne i deres virkelige verden af den ene eller den anden grund. Men også i Arthurs egne fantasier, hvor han stadig optræder i sit eget TV-show med et publikum.
Mange fans af den første film vil hade den af samme grund. Da den var færdig, udbrød en biografgænger i salen: ”Hold kæft, den var dårlig!”
Den er ganske vist ikke en traditionel musical. Musikken erstatter ikke dialog og handling. I stedet akkompagnerer og udtrykker den følelser. Lige som alle andre film, men med den undtagelse at karaktererne selv synger for. Musikken fylder derfor rigtigt meget.
Dømt til fiasko
Den er kun inspireret af Batmans ærkefjende. Arthurs rejsemål er ikke en karriere som forbryderisk klovneprins i evig duel med en flagermuseudklædt spejderdreng. Han er en syg mand. Hverken en anti-helt eller den seje systemkæmper, hans følgere tror.
Phillips bruger et af litteraturens mange arketypiske handlingsforløb. Den første film opbygger Arthur. Iscenesætter ham. Ophøjer ham tilmed. Til visse typers store jubel. Denne efterfølger piller ham ned igen. Fra hinanden. Masken falder.
I modsætning til Joker, er den ikke inspireret af specifikke filmklassikere såsom Taxi Driver og The King of Comedy. Men den beskæftiger sig med efterspillet og bagsiden af mediernes dækning og idoldyrkelsen af denne type personligheder. Den ser, hvordan publikum tager imod Arthur, og siger: ”Stop! Det er ikke pointen.”
Det er modigt. Det havde været nemt at sende Arthur videre på en rejse mere lig tegneseriens Joker. At opbygge et alternativt Batman-univers, hvor han lod sig hylde som kongen af kaos. I stedet har de lavet en film, der nærmest er dømt til fiasko.
Opslugt hele vejen
Jeg er vild med den. Jeg var opslugt hele vejen, fordi jeg ikke låste mig fast i forventninger og ønsker, men blot satte mig for, at lade Phillips og co. fortælle. Jeg nød de mange overraskelser, og jeg er helt i tråd med filmens budskab.
Hvis jeg skal sammenligne med andre film, så du kan få en idé om, hvad du eventuelt går ind til, vil jeg nævne Gøgereden med Jack Nicholson og Nicolas Winding Refns Bronson. Du får et miks af sindssygeanstalt og fængselsdrama med et strejf af absurd satire.
Men først og fremmest får du en tragisk rejse i et sygt sind. Arthur er en knækket mand, ikke en folkehelt. En stakkel, man kan sympatisere med. Men ikke tilgive eller lige frem idolisere. Der er nogle stærke scener, som minder os om dette.
Jeg er faktisk så vild med den samlede fortælling over de to film; karakterens storhed og fald – og hvordan den adskiller sig fra kildematerialet – at svaghederne for mig er de få glimt af det større univers. De små ledetråde og den unødvendige fjerde akt. Jeg ville have skåret den slags fra og ladet historien om Arthur stå alene.
Men efter at have fordøjet den, er det ikke nok til at trække hjerter fra. Dette er en unik filmoplevelse, og det kan meget vel blive en af årets bedste.
