Death Wish (2018) er et remake af Death Wish fra 1974, en actionthriller og kultklassiker med en af den forrige generations største actionhelte, Charles Bronson. Den nye udgave er instrueret af Eli Roth (Cabin Fever, Hostel), og Bronsons rolle er gået til en af hans arvtagere i actiongenren, Bruce Willis.
Originalen er løst baseret på en roman af forfatteren Brian Garfield. Plottet er det samme, men hovedpersonens profession er forskellig i alle tre versioner. I romanen er Paul Benjamin revisor, men i begge filmene har han skiftet efternavn til Kersey, og Bronsons rolle er arkitekt, mens Willis’ rolle er skadestuekirurg.
Det er dog en overfladisk forskel, da alle tre kan beskrives som veluddannede karrieremennesker, der lever et liv langt fra og i skarpt kontrast til den kriminelle verden, de lærer at kende på den værst tænkelige måde.
Utilfreds forfatter
Garfield var faktisk stærkt utilfreds med valget af Bronson i originalen. Han mente, så snart man så Bronson, vidste man, han før eller siden ville gå amok i en voldsrus.
Instruktøren Michael Winner kaldte ham en idiot. Bronson var mere forstående og mente, Dustin Hoffman ville værre et bedre valg, da romanen beskrev hovedpersonen som en sagtmodig, lille revisor. Men Winner overtalte ham og foreslog ændringen til en mere aktiv og viril arkitekt.
Charles Bronson som Paul Kersey i 1974.
Det er nogle år siden, jeg så originalen, men jeg husker den som en velfortalt actionthriller med den samme rå 70’er-stil og -stemning, man finder i f.eks. Dirty Harry-filmene og Gene Hackmans The French Connection. Jeg syntes godt om den, og jeg ville sandsynligvis give den otte eller ni hjerter, hvis jeg anmeldte den.
Den fik dog blandede anmeldelser dengang, og dens selvtægtstema udløste en del debat, ikke mindst slutningen, sder stiller den i skarp kontrast til romanens budskab. Men publikum elskede den, og den blev en af Bronson mest populære filmroller. Han vendte tilbage til den yderligere fire gange, sidste gang i 1994, tyve år efter den første film.
Ingen trøst at hente
Bruce Willis har allerede en femdobbelt filmfranchise på bagen, nemlig Die Hard-serien, og Death Wish ser ikke ud til at blive hans nye pengeko i de kommende år. Publikum sagde nej tak, og der var ingen trøstende ord at hente hos anmelderne.
Med en score på sølle 17 procent hos Rotten Tomatoes roder den rundt i dyndet sammen med Taron Egertons Robin Hood, Will Ferrells Holmes and Watson og Melissa McCarthys Happytime Murders.
De fleste filmnørder er stærkt vokale modstandere af remakes, især når originalen er en klassiker, man stadig kan nyde, og en genfortælling synes unødvendig. De kan skabe masser af negativ omtale længe før en film lander i biograferne.
Selvom almindelige biografgængere er mere omgængelige, er de også letpåvirkelige. De tager ikke ind og ser en film, alle taler ned. Anmelderne er heller ikke immune. Mange af dem er filmnørder af samme støbning.
Hr. og fru Kersey, Bruce Willis og Elisabeth Shue, før alting går grueligt galt.
Jeg er filmnørd, men jeg er også omgængelig. Jeg har altid et åbent sind, og jeg har oplevet, at film, alle andre hader, slet ikke er så ringe endda. Det kan naturligvis skyldes, at når forventningerne er i bund, bliver man nemmere positivt overrasket.
Men jeg vil også beskrive mig selv som en optimist, der aktivt fravælger et sort livssyn. Det påvirker også min holdning til film.
Selv hvis de genindspillede en af mine absolutte yndlingsfilm, måske yndlingsfilmen over dem alle, Back to the Future, ville jeg stadig se den med et åbent sind. Jeg ville ikke være imod den på forhånd bare fordi den er et remake af en film, jeg elsker.
Der er selvfølgelig dem, som vil hævde, at remakes altid er dårlige, så hvorfor spilde tiden? Til dem vil jeg svare, at Donald Sutherlands Invasion of the Body Snatchers er et remake. Robert De Niros Cape Fear er et remake. Al Pacinos Scarface er et remake. Remakes er ikke altid dårlige.
Hæderligt actiondrama
Tilbage til Death Wish. Den var bedre end forventet. Jeg var godt underholdt.
Den er ikke perfekt, slet ikke, f.eks. har Eli Roth smidt en montage til lyden af AC/DC’s Back in Black ind midt i det hele. Den falder totalt udenfor, da resten af filmen har en mere passende, alvorlig tone.
Der er også flere scener, hvor skuespillet er en anelse ujævnt, og Roth er tydeligvis ikke vant til drama på det niveau, historien lægger op til.
Men jeg synes faktisk, den var okay. Den er slet ikke på højde med originalen, men den gør et hæderligt forsøg det meste af tiden, og selvom der helt forventeligt efter nutidens standarder er gjort mere ud af actionscenerne, er vi ikke ude i et upassende overdrev.
De har ikke Die Hard-ificeret den, og det skal de heller ikke. Det er ikke den type actionfilm. Det er et actiondrama, og med alle forbehold et tilpas hæderligt et af slagsen.
