Når man stikker næsen i andres sager …
Chinatown er en af filmhistoriens store klassikere; et neo-noir (moderne film noir) krimidrama med Jack Nicholson og Faye Dunaway fra 1974. Handlingen er placeret i 1937 i filmbyens egen baghave, Los Angeles, og følger privatdetektiven J. J. “Jake” Gittes, der hyres til at overvåge en af byens spidser, chefen for byens vand- og energiforsyning, da hustruen mistænker ham for at have en elskerinde. Det ligner en rutineopgave, men det viser sig snart, at intet er, som det ser ud, og Jake vikles ind i et større komplot, der byder på mord, korruption og bedrageri på alle niveauer.
Jeg så den sidste søndag som optakt til årets Oscar-fest. Den var nomineret i 11 kategorier i 1975, men den tabte til bl.a. Godfather II og The Great Gatsby, og den måtte nøjes med prisen for Best Original Screenplay. Et sølle plaster på såret, men ikke en trøstepræmie, for Robert Townes manuskript har opnået legendestatus blandt filmkritikere og filmmagere, der regner det som et af håndværkets ypperste svendestykker.
Det er en velfortalt og veludført film, og den rammer 1940’ernes film noir-stemning perfekt. Plottet er kompliceret og detaljerigt, men handlingen er afdæmpet og underspillet. Selv Jack Nichsolson, der ofte spiller typer med masser af energi og temperament, er forbløffende behersket. Der er ingen store armbevægelser. Less is more. Virkemidlerne er få, men effektfulde, og selvom tempoet matcher tonen og stemningen, er den spændende og medrivende. Det er godt håndværk, og Roman Polanski er en dygtig filmmager, selvom han også – efter alt at dømme – er et skrækkeligt menneske.
Advarsel! Spoilere i dette afsnit!
Jeg kan ikke lide slutningen. Jeg synes ikke, den er god. Det er ikke fordi, den er tragisk. En tragisk slutning kan godt være god. Robert Towne havde skrevet en slutning, hvor Evelyn skød og dræbte Cross og røg i fængsel. Også et tragisk udfald, men en mere tilfredsstillende slutning, synes jeg, fordi hun ville – trods alt – få sin hævn og redde sin datter fra den samme skæbne, der overgik hende selv. Polanskis slutning er dobbelt tragisk, fordi Evelyn dør en meningsfuld død OG hendes datter alligevel havner i kløerne på Cross. Towne har senere overgivet sig og føler nu, hans slutning ville have været for kompliceret og litterær, men jeg kan bedre lide den.
Men trods dette forbehold, er det stadig en fremragende filmoplevelse.
