I, Tonya er historien om Tonya Harding, skøjteprinsessen, der blev bortdømt efter en af de største sportsskandaler nogensinde; det berygtede overfald på konkurrenten Nancy Kerrigan. Ironisk nok skiftede Tonya senere skøjterne ud med boksehandsker.
Men filmen handler ikke kun om overfaldet. Du får hele forhistorien om Tonyas barske opvækst, brutale mor og benhårde kamp for at blive anerkendt af det amerikanske skøjteforbund. Der er rigtigt mange detaljer, jeg ikke kendte, og de sætter uundgåeligt tingene i perspektiv. Overfaldet kan ikke undskyldes, naturligvis, men det er mere kompliceret, end jeg vidste – og huskede.
Filmen er et komediedrama, og når man møder persongalleriet, den ene mere spøjs, end den anden, og de absurde situationer, der opstår, er det ikke overraskende, at filmmagerne har valgt den vinkel. Man kan rejse den kritik, det går ud over alvorligheden, som fortællingen også burde rumme. Men jeg synes alligevel, det fungerer, fordi filmen er baseret på interviews med historiens hovedpersoner, og det er deres beretning og holdning til sagen, der sætter tonen.
En af disse skæve, skøre karakterer er Tonyas mor, LaVona Golden, en storrygende, ondskabsfuld kælling af en mor. Hun spilles af Allison Janney, der vandt både en Oscar, Golden Globe og BAFTA i kategorien Best Supporting Actress.
Modstridende interviews
Man kan sammenligne den med Spike Lees BlacKkKlansman, der også var en sort komedie baseret på virkelige hændelser. Men Lees film – lige som de fleste andre film baseret på virkeligheden – tager udgangspunkt i en objektiv sandhed, hvorimod I, Tonya sår tvivl om sandfærdigheden i fortællingen med ordene: “Based on irony free, wildly contradictory, totally true interviews with Tonya Harding and Jeff Gillooly.” Forfatteren Steven Rogers besluttede simpelthen, at fordi han fik så forskellige forklaringer, var det bedre at give en stemme til dem alle og lade publikum beslutte, hvad de vil tro.
Der er naturligvis nogle objektive sandheder i filmen. Tonya var et kæmpe talent og den første amerikanske – og den anden i verden – skøjteløber, der gennemførte et tredobbelt akselhop i konkurrence. Hun blev amerikansk mester to gange, vandt sølv ved VM i 1991 og deltog i OL to gange, hvor hun blev nr. 4 og nr. 8 – sidste deltagelse var i Lillehammer i 1994, mens skandalen rullede i medierne.
Overfaldet skete også, som det nu engang gjorde dvs. der er ingen tvivl om, hvem der udførte handlingen. Det åbne spørgsmål er derimod, hvem der var førte an i planlægningen af overfaldet, og hvor meget de hver især vidste før, under og efter overfaldet.
Fascinerende fortælling
Jeg føler personligt, at filmen giver et svar, men jeg skal ikke afvise, at jeg bare hører det svar, jeg bedst kan lide. Det skal også tilføjes, at filmen forsøger at vise, hvordan mennesker kan ændre forklaring og endda lyve for sig selv for at retfærdiggøre – eller bøde for – deres egne handlinger. Derfor er det svært at vide, hvem der taler sandt, for man kender aldrig med sikkerhed en persons sande motiv.
Under alle omstændigheder er det en spændende, fascinerende fortælling fuld af detaljer, jeg ikke kendte, og et frisk pust i biografigenren. Margot Robbie er forrygende som Tonya Harding, både på og udenfor isen. Allison Janney er perfekt som moderen LaVona. Sebastian Stan udfylder rollen som Jeff Gillooly. En af de mere oversete, men sjoveste personer i filmen, er vennen, bodyguarden og lystløgneren Shawn Eckhardt spillet af Paul Walter Hauser. Han skal opleves.
