Memoirs of an Invisible Man, også kendt på dansk som Den usynlige mands erindringer, er en science fiction-thriller-komedie instrueret af John Carpenter med Chevy Chase, Daryl Hannah og Sam Neill.
Den er løst baseret på den første og eneste roman af en fyr ved navn H.F. Saint, der lige som hovedpersonen arbejdede på Wall Street. Den fandt vej til Chevy Chase i 1986, og han lokkede Warner Bros. med på idéen. De hyrede William Goldman (Butch Cassidy and the Sundance Kid, The Princess Bride, Misery) til at skrive manuskriptet, og Ivan Reitman (Ghostbusters, Twins) trådte til som instruktør.
Men de to forlod projektet igen. Chase var ikke interesseret i en “Clark Griswold bliver usynlig”-film. Han ville lave en film om ensomheden ved usynlighed og håbede at bruge den som et springbræt til mere seriøse roller. Så de søgte videre og til sidst faldt valget på Carpenter som instruktør og Dana Olsen (The ‘burbs) samt Robert Collector (Red Heat) som skrivekarle.
Kort fortalt følger handlingen Chevy Chase som aktieanalytikeren Nick Halloway, der møder op til et præsentationsmøde hos forskningsvirksomheden Magnascopic. Men han er ramt af tømmermænd og stikker af fra mødet for at få snige sig til en lur i et tomt kontor. Mens han sover, går et eksperiment i et laboratorie grueligt galt, og da han vågner igen, er han blevet usynlig.
Sjov eller alvorlig?
Saints roman var en anmelderrost succes, men filmen floppede i biograferne. Filmkritikerne var ikke tilfredse, og en af dem opsummerede problematikken således: “Den usynlige mands erindringer er ikke en film, men en identitetskrise. De forsøger at sælge den som en komedie, men morsomhederne er for få, og der er for langt i mellem dem. Hvis det er en komedie, hvorfor er det så John Carpenter, der instruerer den? Og hvis den er alvorlig, hvorfor er det så Chevy Chase, som har hovedrollen?”
Jeg forstår forvirringen, for jeg tænkte selv sådan, da jeg så den første gang i 90’erne. Jeg troede også, det ville være en typisk Chevy Chase-film. Jeg husker tydeligt, at jeg ikke kunne lide den, fordi den ikke var særligt sjov. Men det er mange, mange år siden, og jeg har set den med andre øjne denne gang. Nu ser jeg, den er mere fokuseret på drama og spænding end komik. Og i det lys er den ikke så ringe endda. Historien er medrivende. Der er god spænding i menneskejagten. Og romantikken rammer alle de bløde punkter.
Sam Neill er en fin filmskurk. Daryl Hannah er vidunderlig, og det er umuligt ikke at forelske sig i hende på ny. Og Chevy Chase er okay. Jeg kan ikke rose ham mere, for han har sin udstråling imod sig. Det er lykkedes for mange andre komikere at træde ubesværet ind i mere alvorlige roller. Men med Chase sidder man stadig og venter på, han gør noget sjovt.
Ikke så ringe endda
Jeg vil alligevel give den syv hjerter. Jeg var godt underholdt, og det var et dejligt gensyn med dem alle sammen. Spændingen fungerer, og John Carpenter leverer det, han kan. Der er faktisk mange imponerende effekter i den. De er små, og de indgår ubesværet i handlingen, så man bliver egentlig ikke blæst omkuld – det er jo ikke store stjernekrigsdueller i det ydre rum – før man tænker nærmere over, hvad det må have krævet at lave den slags effekter på det tidspunkt. Og de er ældet flot.
Du kan i skrivende stund se den på Prime, og jeg synes, du skal give den en chance.
