School Spirit

Billy Batson er en ung, kåd studerende, der forsøger at forføre en af skolens populære piger, og det er lige ved at lykkes, men hun insisterer på, at han bruger kondom, så han må skynde sig ud for at finde et. Uheldigvis, men selvforskyldt, kører han galt og afgår ved døden, og de højere magter sender hans lige så dameglade onkel ned for at hente ham. Men han er ikke parat til at tage afsted, og selvom han er et spøgelse, stikker han af og fortsætter sin mission for at få noget på den dumme.

Dum er et nøgleord, for det er en dum og politisk ukorrekt komedie fra en anden tid. Den er relativt harmløs og lystspilsagtig, og tonen er let, så man kan godt føle sig moderat underholdt, selvom latteranfaldene er få. Men der findes utallige film i samme genre, som er meget, meget bedre.

Jeg opfatter ikke mig selv som hverken sart eller krænkelsesparat, men der er et par scener, hvor de går over stregen, synes jeg. Det er ikke god stil at lade en dameglad spøgelsesonkel udnytte en sovende skolepige, mens han lyder som en telefonstønner – heller ikke selvom han nøjes med at kigge. Hvis det var en sexploitation-film med en skummel filmskurk, så var det noget andet, for så er det trods alt en skurkagtig handling. Men denne onkel præsenteres som en rigtig hyggeonkel.

Men det meste af tiden er der tale om mere uskyldige løjer, og der er faktisk ingen sexscener, kun bare bryster. Dem er der til gengæld mange af. En anmelder fra The Philadelphia Inquirer har ovenikøbet talt dem. Som han skriver: ”Der er 37 bare bryster i School Spirit. Jeg nævner det, for der er ingen anden grund til, at filmen eksisterer. Der er ingen hotte sexscener, ingen nye jokes, ingen tilnærmelsesvis sjove øjeblikke. Bare jiggle, jiggle, jiggle.”

Og det er ikke helt løgn. Jeg kan ellers godt lide Roger Corman-film, men denne her rammer ved siden af. Det eneste rigtige lyspunkt er et gensyn med Larry Linville, der er bedst kendt som Frank Burns i M.A.S.H. I School Spirit er han den klassiske rektor, som de studerende løber om hjørner med, og hans scener er faktisk ganske fornøjelige.

Hvis du ikke har mistet modet, er den i skrivende stund på Amazon Prime.

Nøgleord: , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *