Richard Chamberlain og Sharon Stone
Allan Quatermain and the Lost City of Gold, også kendt på dansk som Allan Quatermain og jagten på den gyldne by – utvivlsomt inspireret af titler som Jagten på den forsvundne skat, Jagten på Nilens juvel og måske endda Jagten på Spock – er et actioneventyr fra 1986.
Mange vil formentlig betragte titelkarakteren som en slags Indiana Jones Light, ikke mindst fordi denne film samt forgængeren, King Solomon’s Mines, landede i kølvandet på Spielberg og Lucas’ kæmpesucces.
Men begge film er baseret på bøger fra hhv. 1885 og 1887. Quatermain er en af de oprindelige helte i sin genre. En eventyrer og storvildtsjæger fra dengang, de stadig fandtes i virkeligheden. Dog næppe nær så fantastiske.
Han er endda filmatiseret oftere og længe før Indy. Allerede i 1919 blev den første film – en stumfilm – produceret. Siden fulgte yderligere tre i 1937, 1950 og 1979, før Richard Chamberlain overtog rollen i 1985.
Allan Quatermain og den hovedløse blondine
Instruktøren er Gary Nelson. Han har bl.a. begået Disney-filmene Freaky Friday – originalen med Jodie Foster – og The Black Hole. Han overtager tjansen efter J. Lee Thompson, der instruerede forgængeren.
Det er dog ikke kølvandet alene, der gør denne omgang af Allan Quatermain til light-udgaven af 80’ernes nye eventyrhelt. Filmene er – trods dygtige instruktører – billigere og præget af fjollet humor samt skidt skuespil.
Sharon Stone blev nomineret til en Razzie-award, men tabte til Madonna i Who’s That Girl. Hun havde endnu ikke fundet formen -altså skuespilsmæssigt – og opfører sig det meste af tiden som en hovedløs blondine.
Hun er næsten lige så slem som Kate Capshaw i The Temple of Doom. Men fordi hendes rolle er arkæolog, får hun i det mindste lov til at sige nogle klogere ting nu og da. Når hun ikke er ved at blive bortført og den slags.
Allan Quatermain og de rædsomme gummiorme
Effekterne er også billige. Der er grimme eksempler på datidens green screen-teknologi, og så er der nogle rædsomme gummiorme. Det kunne de godt lave bedre dengang. Selv på et mindre budget.
Jeg kender ikke det oprindelige værk. Filmen vækker minder om både Journey to the Center of the Earth og førnævnte The Temple of Doom. Den går på rov i genren, og mængden af kreativt tyvegods vælter læsset.
Det ender som en uoriginal rodebutik. Der er for mange tilfældigheder og ubegribelige hovsaløsninger. Selv den store eventyrer ligner oftere en heldig amatør. I stedet for at ride Indy-bølgen, udstilles niveauforskellen.
Feinschmeckere vil genkende Elvira dvs. Cassandra Peterson i en mindre – men ikke mindre barmfager – rolle. End ikke hun kan redde filmen fra en lunken bedømmelse.
Hvis du alligevel er nysgerrig, kan du i skrivende stund se den på Prime.
