The Russia House

Sean Connery og Michelle Pfeiffer.

The Russia House er en spionthriller fra 1990 instrueret af Fred Schepisi. Pudsigt nok er han bedre kendt som manden bag komedierne Roxanne og Bidske bæster.

Den er baseret på en roman af John Le Carré, hvis mest berømte værker tæller genreklassikere som Spionen der kom ind fra kulden, The Constant Gardener og The Night Manager. Alle filmatiseret.

Sean Connery spiller en britisk udgiver, der modtager et manuskript fra en ung, russisk kvinde, han ikke kender. Det viser sig at være fuldt af russiske atomhemmeligheder, men dets ægthed skal verificeres.

End ikke et håndkantsslag

Den gode skotte er ikke uvant med spiongenren, som du utvivlsomt ved. Blot syv år tidligere spillede han James Bond for syvende og sidste gang i det uofficielle remake af Thunderball, Never Say Never Again.

Men Le Carrés spionromaner er ikke romantiseret eskapisme. Han beskæftiger sig med ekstrem realisme. Du skal kigge langt efter biljagter og skuddueller. End ikke et håndkantsslag er der brug for.

Der er masser af spænding, men den ligger ikke i spektakulær action. Du får den i stedet i frygten hos karaktererne, som sætter livet på spil uden et arsenal af gadgets, våben og specialbyggede sportsvogne.

Intelligent spionfilm

Det er spionage på et særdeles autentisk niveau. En intelligent spionfilm for den, der foretrækker en god krimi eller et godt drama. En fortælling om almindelige mennesker fanget i et magtspil meget større end dem selv.

Connery er fremragende, og lige så er hans kvindelige modspiller, Michelle Pfeiffer. På ét punkt tager filmen en forudsigelig drejning, men den er velkommen, og de er gode sammen. Det er ikke for meget.

Hele filmen er velskrevet og dygtigt sammensat af kompetente filmmagere. Den er amerikansk, men føles meget britisk. Den underspiller og holder sig til de enkle virkemidler, hvilket gør den ekstra god.

I skrivende stund kan du se den på Prime.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.